Siger nej tak til naturnationalpark i baghaven
De Radikale er tungen på vægtskålen, som får et nyt flertal i Syddjurs' kommende byråd til at sige nej til en naturnationalpark på Mols.
Det er ikke deres beslutning, men alligevel melder et nyt flertal i Syddjurs Kommune klart ud: Nej, tak til en naturnationalpark i vores baghave.
Fire partier har fredag morgen sendt et åbent brev til miljøminister Lea Wermelin (S), som inden længe skal udpege de næste 10 naturnationalparker i Danmark sammen med aftalepartierne SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
- Borgerne i Syddjurs har gjort deres indflydelse gældende; der skal være større fokus på lokal opbakning, og et flertal siger således nej tak til naturnationalparker i Syddjurs, som der blandt andet står i det åbne brev.
21 mulige steder i Danmark er i spil, heriblandt Mols Bjerge på Djursland. Og det er den placering, som Nye Borgerlige, Venstre, Konservative og nu De Radikale kæmper imod.
Hvad de tre borgerlige partier mener i sagen, har længe været kendt. Nyere er det, at Heine Skovbak Iversen fra De Radikale giver sin holdning til kende i sagen.
- Afvejningen mellem naturbenyttelse og naturbeskyttelse er hårfin, men i Mols Bjerge har flere lokale ikke følt sig ordentligt hørt, siger han.
Men dit parti har stemt for naturnationalparker i Folketinget. Hvorfor bakker du ikke op om den linje?
- Det giver god mening at have større områder, som bliver lukket af for at beskytte naturen. Men der skal skabes større lokal opbakning, før en naturnationalpark kan blive en succes her, siger Heine Skovbak Iversen fra De Radikale.
Borgerinddragelse eller bluffnummer
I spidsen for den lokale politiske kritik af en naturnationalpark i Mols Bjerge står Venstres Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Han er selv molbo, driver kødkvæg i området og er generelt tilhænger af mere biodiversitet i Danmark.
Han mener dog, at fundamentet for det gode samarbejde om den nuværende nationalpark i Mols Bjerge vil blive ødelagt af en kommende naturnationalpark.
- Først og fremmest handler det om lokal opbakning og ejerskab. Uden det, bliver det ikke en succes, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Han er initiativtager til nye åbne brev til miljøministeren.
- Vi vil gerne fortælle miljøministeren, at vi har haft et byrådsvalg, hvor vælgerne har stemt på et flertal mod naturnationalparken på Mols, og vi vil selvfølgelig gerne påvirke ministeren, siger han og uddyber:
- Vi ved godt, det er hendes beslutning suverænt. Men summen af tilkendegivelser bør da påvirke ministeren. Ellers er alt tale om borgerinddragelse et bluffnummer.
Ny borgmester skal nok sende info til ministeren
Så sent som i søndags var der vandring i Mols Bjerge, hvor Naturstyrelsen præsenterede tankerne bag en eventuel kommende naturnationalpark.
Her fik både lokale modstandere og tilhængere mulighed for at ytre sig. Deres synspunkter har den kommende socialdemokratiske borgmester, Michael Stegger Jensen, lovet at give videre til sin miljøminister.
- Jeg kontakter hende og samler op og fortæller, hvad jeg har noteret på mit papir, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND søndag d. 21. november.
Under valgkampen var han også selv på gåtur med Lea Wermelin i Mols Bjerge.
Der skal lyttes rigtigt
Jørgen Ivar Brus Mikkesen har ved flere lejligheder udtrykt bekymring for, om miljøminister Lea Wermelin reelt lytter til de lokale argumenter for og imod en naturnationalpark.
- Reel borgerinddragelse handler ikke kun om at give informationer på en gåtur, men også at lytte til lokale argumenter og komme med faglige og saglige modargumenter, siger han.
- Det er ikke det samme, som at borgerne får ret, men man er nødt til at lytte ordentligt til deres bekymringer.
Men hvorfor er det så vigtigt at fortælle ministeren, at et flertal i det kommende byråd er imod en eventuel naturnationalpark på Mols?
- Hvis man ellers tillægger det lokale byråd – og dermed også borgernes stemme – en værdi, så er det nu, der skal lyttes.
Vælgerne har jo stemt på politikere med mange forskellige holdninger – hvorfor er det vigtigt lige at fremhæve spørgsmålet om naturnationalparker?
- Spørgsmålet om en kommende naturnationalpark er det spørgsmål, flest har spurgt mig om under valgkampen. Så temaet har fyldt meget – i hvert fald i dele af Syddjurs Kommune, siger Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Det er i december, at miljøministeren skal udvælge, hvor de næste naturnationalparker skal ligge. Kaløskovene tæt på Rønde i Syddjurs Kommune er også i spil. Her er endnu flere af de lokale politikere imod tanken om naturnationalpark.
OPDATERING: Denne artikel har tidligere været ledsaget af et billede fra en vandring i Mols Bjerge. Det skal for en god ordens skyld understreges, at personerne på billedet har forskellige holdninger til spørgsmålet om en naturnationalpark i Mols Bjerge. Med andre ord er de ikke nødvendigvis modstandere. Dette fremgik også af billedteksten. For at undgå misforståelser har TV2 ØSTJYLLAND valgt at fjerne billedet og anvende et andet i stedet.