Bente arrangerer hygge på villavej med afstand - skål nabo!
Når man nu ikke kan mødes med naboen, så må man tage andre midler i brug.
Gennem tiderne er der drukket adskillige øl hen over hækkene på villaveje i Østjylland.
Det er en yndet beskæftigelse og nærmest umulig at holde i hævd, når coronaen har sendt alle inden døre eller i det mindste på sikker afstand til dem, der bor inde ved siden af.
Men i Kjellerup ved Silkeborg har Bente Riberholt fundet en løsning, så hun kan holde kontakt med naboerne på vejen - uden at bryde med nogen af myndighedernes retningslinjer.
- Jeg synes, jeg trængte til at snakke med nogle andre end tv-værterne inde i fjernsynet, fortæller hun.
På villavejen i Kjellerup har hun og tre andre nabo-par onsdag eftermiddag trukket havestole, bænke og borde ud til fortovskanten.
Så kan de sidde der og snakke og få lidt godt til ganen - ikke over hækken, som de plejer, men fra hvert sit fortov og hen over vejen.
- Vi er både et guldbryllupskvarter og et ungdomskvarter. Vi plejer at mødes til fødselsdage og forskellige ting, og så tænkte jeg, at vejret er jo rigtigt godt til at mødes.
- Hvad med manden, er han ikke god nok at snakke med?
- Jo, jo. Men vi kan jo ikke blive ved med at snakke om det samme. Der kommer jo ikke noget nyt ind, siger den initiativrige kvinde.
Bente Riberholt sidder sammen med sin mand ved et lille bord. Der er øl på bordet.
Anledning er der ikke rigtig nogen af. Og et egentligt program for snakken over vejen, er der heller ikke. De når både at vende corona, men også så meget andet.
- Hygge, grin og spas. Ikke også, Else, råber hun til naboen.
Og så er det tid til en skål.