Øver på kyllingebryster: Fra i dag vaccinerer de mennesker

Seks og en halv times kursus, hvor de prikker i kylling med en nål. Det er den forberedelse, de får, inden 400 soldater og redningsspecialister skal hjælpe med at vaccinere borgere fra onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Der var kun lige plads i køleskabene til kyllingekødet, der agerer stand-in-overarme. Foto: TV MIDTVEST
Af Anders Meyer og Henriette Rigmor Olsson
I samarbejde med TV MIDTVEST

Før den her uge var det højeste antal vaccinationer, Region Midtjylland har gennemført ugentligt, været 100.000. Men fra denne uge skal tallet hæves til 230.000, og derfor sætter man nu alle kræfter ind for at nå målet.

Beredskabet har meldt ud, at de kan stille med 400 soldater og redningsspecialister, der skal hjælpe til med at vaccinere borgerne mod coronavirus. 

Tirsdag stod den så på vaccinationskursus, og en af kursisterne var Joey Kailuweit, der er værnepligtig brandmand.

- Det er noget andet end at være brandmand. Noget helt andet, men spændende er det. Det er godt at prøve noget nyt en gang imellem, siger Joey Kailuweit til TV MIDTVEST.

Koncentrationen er i top, for selvom de i dag kun stikker nålene i fersk kyllingebryst, så gælder det ægte mennesker fra onsdag.

Efter dagens kursus på seks og en halv time skal de altså stå klar.

Kan de nå at lære det hele på en dag?

- Det er et godt spørgsmål. Det håber jeg. Man skal ud og have det i hænderne, men vi har forsøgt at give dem så meget teori og forståelse for det, de skal gøre, at vi regner med, at de lærer det på en dag, siger Annette Jakobsen, der er sygeplejerske.

Levende mennesker og døde kyllingebryster er naturligvis ikke det samme at arbejde med, når det kommer til vaccinationen.

Men faktisk er det ikke så langt fra hinanden, som man skulle tro.

- Kyllingebryst er noget af det, der føles mest rigtigt, så vi har simpelthen tømt hele Bilka for kyllingebryster, siger Annette Jakobsen.

Kyllingebryst er noget af det, der føles mest rigtigt, så vi har simpelthen tømt hele Bilka for kyllingebryster.
Annette Jakobsen, sygeplejerske

Der var kun lige plads i køleskabene til kyllingekødet, der i dagens anledning agerer stand-in-overarme.

Og det vidner om, hvor hurtigt det skal gå, når Region Midtjylland skal hæve vaccineindsatsen allerede fra denne uge.

- Det er da en helt speciel situation. Vi står og skal lære folk et fag, som vi har brugt mange år på, men det er vi jo nødt til i den situation, vi står i lige nu, siger Annette Jakobsen til TV MIDTVEST.

Koncentrationen er i top, for selvom de i dag kun stikker nålene i fersk kyllingebryst, så gælder det ægte mennesker fra onsdag. Foto: TV MIDTVEST

En del af beredskabet

Når man eksempelvis er værnepligtig brandmand, forventer man måske at komme ud i nogle lidt mere action-prægede situationer.

Men når man er en del af beredskabet, er det ikke adrenalinen, der står øverst på prioritetslisten.

- Det her er en samfundsvigtig opgave, og det er en del af det at være i beredskabet at tage sig af sådan nogle akutte opgaver som det her, siger Peter Lajgaard, der er sektionsleder i Beredskabsstyrelsen.

Der er dog heller ingen brok at spore blandt de værnepligtige på kurset.

Og spørger man sektionslederen, der snart skal have tredje stik med vaccinen, er han helt tryg ved de snart nyudklækkede vaccinationshjælpere.

Tør du godt at lade en af dine værnepligtige lave det på dig?

- Det er helt sikkert, det tør jeg rigtig godt. Det kan jo faktisk være en af dem, jeg møder derude, siger Peter Lajgaard, der er sektionsleder i Beredskabsstyrelsen.

Med 230.000 vaccinationer om ugen, kan mange nå at komme forbi en værnepligtig med en kanyle i hånden i den kommende tid.

Men skulle man komme forbi Joey Kailuweit, er der ingen grund til at være nervøs, selvom han ikke har så meget erfaring som sundhedspersonale.

- Man skal bare tage det roligt, og det hele skal nok gå. Så vil jeg gøre mit bedste for, at det ikke bliver en ubehagelig oplevelse for dem, siger han.

VIDEO: Se indslaget om de værnepligtige, der har øvet sig på kyllingebryster, og fra i dag af stikker nålen i rigtige menneskearme.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her