560 lys skal give håb i corona-tiden og mindes befrielsesdagen

Beboerne i et boligkvarter i Horsens står sammen under coronakrisen og op til 4. maj. Menighedsrådet har pakket lys til lejlighedernes beboere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I Horsens uddeler et menighedsråd 560 lys, så de kan være fælles om at mindes Danmarks befrielse og håbe på en normal hverdag igen efter corona-virus. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen
Af Jeppe Vestergaard Jensen og Henriette Rigmor Olsson
I samarbejde med TV SYD

I Horsens havde de set frem til, at de skulle fejre 4. maj og markere 75-året for Danmarks befrielse. Grundet coronavirus er arrangementet aflyst.

- Vi havde glædet os til at stå ved mindestenen og fortælle historien om modstandfolkene, der faldt under krigen, fortæller Hanne Henriksen, sognepræst ved Klosterkirken og udviklingskonsulent i Horsens Provsti.

Vi kom i tanke om, at vi kunne opfordre folk til at tænde et lys. Det er jo en herlig gammel tradition på 4. maj.
Hanne Henriksen, sognepræst ved Klosterkirken og udviklingskonsulent i Horsens Provsti.

Aflysningen af det planlagte arrangement fik dem til at iværksætte plan B, som blandt andet handler om at sprede håb gennem levende lys.

- Vi kom i tanke om, at vi kunne opfordre folk til at tænde et lys. Det er jo en herlig gammel tradition på 4. maj. Her ved dagen for 75-året for befrielsen var der måske en anledning til at genopfriske traditionen, hvor vi sætter et lys for at mindes, at 2. Verdenskrig sluttede, og vi fik vores hverdag igen, fortæller Hanne Henriksen.

Hanne Henriksen er igang med at pakke lys i grønne poser, som skal uddeles i Sundparken i Horsens.  Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen

Lørdag pakkede frivillige derfor 560 lys og en hilsen i plastikposer til beboerne i Sundparken i Horsens.

- Sundparken er et hjørne i vores sogn, som ligger længst væk fra klosterkirken. Det er et etagebyggeri, så vi tænkte, at det var der, vi hurtigst kunne sprede en masse lys. Der bor omkring 550. Det kan komme til at se rigtig godt ud om aftenen, siger Hanne Henriksen.

Her kan du læse den hilsen, der medfølger stearinlysene. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen

Sundparken er på Danmarks ghettoliste, hvilket også er en af årsagerne til, at menighedsrådet netop valgte dette kvarter til at sprede lys og håb.

- Vi tænkte, at der skal vi ud og sprede noget lys og noget håb. Hvis vi sætter et lys i vinduet 4. maj, så er vi med til sammen at håbe på og tro på en hverdag igen, som vi kendte den, før corona, siger Hanne Henriksen.

VIDEO: Hvis der er noget, der kan samle folk, så er det sport - og det er netop gennem fodbold, at Sundparken i Horsens, som er på ghettolisten, forsøger at danne fællesskab og skabe rammer for unge til et liv uden kriminalitet. Se indslaget fra den 24. februar her. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her