Fyret læge mødes med kærlighed

Fyret læge møder stor opbakning fra læger på hospital i Silkeborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Ordene "O Captain, My Captain" refererer til en scene fra filmen Døde Poeters Klub. Referencen forklares i artiklen.

Ulrich Fredberg er en afholdt mand. En mand, der kan inspirere og skabe sammenhold.

Det står klart, efter at den nu tidligere ledende overlæge ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg er blevet afskediget af ledelsen for Hospitalsenhed Midt.

Flere end 1500 personer har skrevet under på en digital underskriftindsamling, der har til formål at få Fredberg tilbage som leder på hospitalet, og søndag har en række af hospitalets læger afholdt en drive-by-demonstration til ære for UIrich Fredberg.

- Det var en måde at vise ham, at vi værdsætter ham og savner ham, og at vi synes, at det, der er overgået ham, er meget uretfærdigt, siger afdelingslæge ved Diagnostisk Center Lotte Fynne til TV2 ØSTJYLLAND.

Ulrich Fredberg hilser på sine tidligere medarbejdere i forbindelse med søndagens drive-by.

O Captain, My Captain

Hun beskriver Ulrich Fredberg som en ener, der både leder og giver plads til, at enhver medarbejder kan være den bedste udgave af sig selv.

- Han har en indstilling til, at man skal kunne lide at gå på arbejde. Uanset hvad han er i gang med, kan man altid gå til Ulrich, siger Lotte Fynne.

Da ledelsen ville tale med lægerne på hospitalet i Silkeborg efter Ulrich Fredbergs fyring, afspillede lægerne et klip fra filmen Døde Poeters Klub, hvorefter de i samlet folk forlod mødet, inden det var kommet i gang.

Initiativtager til dagens drive-by Annett Cannon med et skilt, der refererer til filmen Døde Poeters Klub.

Filmen omhandler en række drenge, der gør oprør mod ledelsen på en kostskole, efter at drengenes uortodokse yndlingslærer er blevet fyret på et tyndt grundlag.

I en berømt scene rejser drengene sig op på deres borde med ordene "O Captain, My Captain" for at ære deres afholdte lærer.

- Ulrich har en helt bestemt ledelsesstil, og det betyder, han på mange måder gør tingene lidt anderledes. Vi mener, der er en klar parallel til filmen, hvor læreren blev afskediget på et lille grundlag. Det mener vi også, Ulrich gjorde, siger Lotte Fynne til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi mener ikke, der er fugls føde på påstanden om, at der er folk, der er blevet behandlet dårligt i forbindelse med scanning på Diagnostisk Center. Det er der nogle, der vil undersøge nu, og så må vi se, hvad facit bliver.

Afdelingslæge Lotte Fynne savner Ulrich Fredberg på Diagnostisk Center i Silkeborg. 

Anerkender brud på retningslinjer

Fyringen af Ulrich Fredberg begrundes i omfattende samarbejdsproblemer i en sag, hvor en række patienter ikke er blevet tilbudt den rigtige scanning for lungekræft.

Ulrich Fredbergs afdeling har tilbudt patienter med beskedne symptomer på lungekræft en såkaldt lavdosis CT-scanning, selvom det siden april 2019 har været imod Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Ulrich Fredberg anerkender et brud på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men afviser hospitalsledelsens kritik. Ifølge Fredberg bryder alle hospitaler retningslinjerne, fordi ingen har mulighed for at opfylde dem.

Mindst 93 patienter på Regionshospitalet Silkeborg skal nu indkaldes til ny scanning for lungekræft, fordi Region Midtjylland ikke er sikre på, om de er udredt ordentligt.

Ulrich Fredberg har været læge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg siden 1997. Fra 2001 har han været ledende overlæge samme sted.

Fredberg: Det er personligt

Ifølge Ulrich Fredberg handler fyringen ikke om lavdosis CT-scanninger eller røntgenbilleder.

Ifølge Fredberg bunder fyringen i sin essens i en konflikt mellem ham og koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen.

Ulrich Fredberg er udover at være læge også regionrådspolitiker for Venstre i Region Midtjylland.

- Da jeg gik ind i politik, var det tydeligt, at jeg ville prøve at ændre ledelsesstilen i regionen, og jeg gik ikke af vejen for at sige, at Ole Thomsen var hovedproblemet. Siden da har jeg været forberedt på, at dette kunne ske, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Ulrich Fredberg har længe haft en mistanke om, at ledelsen for Hospitalsenhed Midt ville af med ham. Se studieinterview fra den 29. april. 

Ulrich Fredberg kritiserede i 2018 regionens topledelse, og hermed altså Ole Thomsen, for ikke at kunne skabe trivsel og et godt samarbejde mellem regionens hospitaler til gavn for patienterne.

Tonen fra topledelsen var diktatorisk, ledelsen tålte ikke kritik og skabte frygt i medarbejderstaben, lød det fra Fredberg.

Ole Thomsen har været koncerndirektør i Region Midtjylland siden 2010. Han kom i sin tid fra en stilling som hospitalsdirektør på Århus Universitetshospital. 

Ulrich Fredberg vil gerne have sit tidligere job tilbage, men ser det som en umulighed under den nuværende ledelse.

- Den pressemeddelelse, hospitalsledelsen sendte ud i forbindelse med min afskedigelse, er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har svært ved at forstå, at man som ledelse kan behandle sine medarbejdere på den måde, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Den tidligere leder af Diagnostik Center er beæret over, at nogen, det er endnu uvist hvem, har startet en underskriftindsamling for at få ham tilbage som leder på hospitalet i Silkeborg.

- Hvis underskriftindsamlingen skulle ende med at få ret, ville det være en fornøjelse på flere punkter. Vel at mærke, hvis betingelserne er i orden. Jeg har fløjtet på vej til arbejde i de 23 år, jeg har arbejdet der. Det er verdens bedste arbejdsplads.

Der er mandag indkaldt til et ekstraordinært møde i forretningsudvalget i regionsrådet. Der er ét punkt på dagsordenen.

TV2 ØSTJYLLAND har skriftligt forelagt Ulrich Fredbergs kritik for koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen. Han ønsker ikke at kommentere, om fyringen af Fredberg bunder i en konflikt mellem de to.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her