Travle museer: - Vi sætter besøgsrekorder nærmest på daglig basis
Fængselsmuseet har haft omkring tre gange så mange gæster, som i samme uge sidste år.
Mange danskere holder i år ferie herhjemme, vejret er ikke til en strandtur, og så er der halv pris på flere kulturoplevelser.
Noget tyder på, at det er faktorer, der har fået flere til at være lidt ekstra kulturelle i deres sommerferie.
Det kan mærkes på Fængselsmuseet i Horsens, hvor det lige nu ikke er unormalt at stå i kø både til billetsalget og indgangen til museet. I denne uge har de haft omkring tre gange så mange gæster, som i samme uge sidste år:
- Det er faktisk en voldsom stigning, og vi sætter besøgsrekorder nærmest på daglig basis i øjeblikket, fortæller Merete Bøge Pedersen, museumschef, Museum Horsens.
Første besøg
En af dem, der bruger sommerferien på at besøge Fængselsmuseet for første gang, er Jane Vejgaard fra Vejen. Hun har taget sine to børn og sin niece med:
- Vi trænger til at komme ud og se noget her i vores sommerferie, nu hvor vi skal være i Danmark i stedet for i udlandet. Og så synes vi, at det lød som en god idé at komme til Horsens og se Fængslet. Det har jeg egentligt tænkt på mange gange, men nu var muligheden der.
Jane Vejgaard har besluttet, at sommeren i år skal bruges på at udforske flere steder i Danmark, og det er allerede blevet til flere dagsture for familien. For dem er sommerferierabatten på nogle af landets kulturoplevelser med til at gøre det mere attraktivt at komme ud:
- Jeg er selv med mine to børn, og det tager jeg da med i mine overvejelser, når jeg skal rundt - at der enten er gratis indgang, eller at det er halv pris. Det betyder da meget. Vi kan komme rundt mange flere steder for de samme penge og få en ekstra is for det, siger Jane Vejgaard.
Besøgstallet i uge 27:
Fængselsmuseet:
2019: 1443
2020: 3700