'Årgang 2020' er godt på vej - østjyder blandt de vordende forældrepar
Det næste store dokumentarprojekt tager nu over fra 'Årgang 0'. Fem familier er parat til at blive fulgt af kameraer i de kommende 18 år. Mød dem her.
'Årgang 0' er slut. Nu begynder 'Årgang 2020'. Og der er blandt andet en østjysk familie, man kommer til at kunne følge.
Torsdag aften rullede det uigenkaldeligt sidste program om 'Årgang 0'-generationen over skærmen, og seerne kunne i det afsluttende særprogram om Christian Elhauge tage afsked med den sidste af seriens fire unge hovedpersoner.
Men der er godt nyt til de danskere, der elsker serien. For optagelserne til afløseren, 'Årgang 2020', er allerede i fuld gang - og det første barn er netop blevet født.
Fem vordende forældrepar, der alle har termin i første kvartal af 2020, er blevet udvalgt til at være programseriens omdrejningspunkter, og efter planen skal familierne følges frem til år 2038.
- Da vi efterlyste medvirkende til 'Årgang 2020', var vi på TV 2 spændte på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at gentage et så stort og langstrakt tv-projekt. Men vi fik rigtig mange henvendelser fra familier, der ønskede at "skrive tv-historie" sammen med TV 2, siger programredaktør Nikolaj Daugberg.
En af de forskelle, der er på det nye tv-projekt i forhold til 'Årgang 0', som blev indledt tilbage i 1999, er, at alle forældreparrene i dag har valgt at kende kønnet på den lille ny. Det betyder, at seerne ikke denne gang vil opleve, at alle fem nyfødte er piger - sådan som det var tilfældet i forgængeren.
Familier fra hele landet
Ud over at de kommende fem 'Årgang 2020'-børn er et godt mix af drenge og piger, så har produktionen også sikret sig, at familierne er spredt ud over by og land rundt om i Danmark.
Samtidig er familierne en skøn blanding af førstegangsforældre og par med ét eller to børn i forvejen.
- Da vi ledte efter nye medvirkende, var alle slags familier velkomne, og vi var spændte på, hvilke familieformer vi ville blive præsenteret for. At vi ender på fem klassiske far-mor-børn-konstellationer er ikke et bevidst fravalg af andre familier, men et tilvalg af de fem familier, som vi nu skal til at lære at kende, siger producent Jan Bacher Dirchsen fra Warner Bros., som også stod bag 'Årgang 0'.
De fem par svarer her på, hvorfor de meldte sig til 'Årgang 2020'-projektet:
Maria og Nikolaj, 27 og 26 år, Mørke, Djursland. Venter deres første barn: Pige.
- Vi er vokset op med 'Årgang 0', og vi har altid haft en stor kærlighed til programmet.
- Vi synes derfor, det kunne være spændende at være med til at fortælle historien om Danmark i de kommende år igennem vores familie, vores valg og vores hverdag.
Lisbeth og Christian, 29 og 42 år, Espergærde, Sjælland. Venter deres tredje barn: Pige.
- 'Årgang 2020' er en mulighed for at få foreviget de første 18 år af vores tredje barns liv og en mulighed for at se vores personlige udvikling - både for os selv, men også for vores to andre børn.
- Måske vil vi undervejs få nogle spørgsmål, som vi ikke selv havde tænkt over, men som kan åbne op for en endnu bedre dialog mellem os som familie på fem, men også som par.
Maria og Daniel, 21 og 23 år, Lyngby, Sjælland. Venter deres første barn: Dreng.
- Da vi så, at TV 2 ledte efter deltagere til 'Årgang 2020', meldte vi os, fordi vi syntes, det kunne være en sjov og spændende oplevelse. Vi synes, det er så fedt, at vi kommer til at have alle disse år på film, så vi altid kan gense dem.
- Vi synes også, det kunne være sjovt at vise, hvem vi er, og hvordan vores familie fungerer.
Mette og Jonas, 32 og 33 år, Morud, Fyn. Venter deres første barn: Dreng.
- Det startede med at være en spontan idé blot for eventyrets skyld.
- Men nu ser vi en helt unik mulighed for at give vores barn et særligt indblik i vores udfordringer som forældre, i stedet for at det bliver genfortalt i en 30 år gammel efterrationalisering, hvor der bliver poleret de helt rigtige steder.
Lena og Mads, 26 og 25 år, Mjels, Als. Venter deres andet barn: Dreng.
- Vi vil gerne vise resten af Danmark, at selvom vi har valgt at bosætte os på landet, er det ikke ensbetydende med, at vi er nogle bonderøve.
- Vi vil gerne vise de skønne muligheder, man har, ved at bo på landet og vise, hvordan vi giver vores børn en barndom med fantastiske naturomgivelser og masser af plads at boltre sig på.
Online-generationen
En af de mest markante forskelle på tidsbilledet i dag og ved årtusindskiftet for 20 år siden er den digitale udvikling, der har taget rivende fart i mellemtiden.
- Det er jo ikke kun en ny generation af børn, der vokser op, men også første generation af online-forældre, som nu skal håndtere familieopgaven og i de kommende år finde hver deres måde at være forældre på, lyder det fra producent Jan Bacher Dirchsen.
Ifølge producenten er de kommende forældrepar meget bevidste om den eksponering, der følger med, når man medvirker i en så langvarig tv-produktion.
- Parrene har med rette respekt for de sociale medier, som jo slet ikke fandtes, da de "gamle" medvirkende gik ind i 'Årgang 0'. De fem familier er helt almindelige familier, som på hver sin måde lever et helt almindeligt familieliv i Danmark, og det skal de gerne kunne blive ved med, siger han.
'Årgang 2020' får premiere på TV 2 først i det kommende år.