Han leverede aftenens bedste øjeblik og blev sendt hjem - nu forklarer Blachman
Magnus Lasse Petersen fra Silkeborg leverede det største musikalske øjeblik til Blachmans 5 Chair Challenge. Alligevel blev han sendt direkte hjem uden stol.
Hele vejen igennem sin 5 Chair Challenge havde Thomas Blachman efterlyst én ting fra sine solister under 23.
Nemlig en "musikalsk oplevelse", som dommeren igen og igen pointerede, at ingen af deltagerne leverede – på trods af, at stol efter stol blev besat.
Faktisk var det først aftenens allersidste deltager, Magnus Lasse Petersen, der gav dommeren den musikalitet, han sukkede efter. Den 19-årige mand fra Silkeborg havde sunget en countrysang, han selv havde skrevet.
- Nu har jeg efterlyst musikalske øjeblikke i dag, og jeg synes, du går ind og leverer faktisk det mest afbalancerede ud af alle, sagde Blachman.
Han roste samtidig deltageren for at have fundet sin stil.
Alligevel blev Magnus Lasse Petersen sendt direkte hjem uden at få en stol. I stedet sendte Blachman Alma, Nichlas, Mathilde, Emil og Karen Marie videre til bootcamp.
- Jeg kan ikke give dig en plads. Jeg kan give dig min respekt og min kærlighed, sagde Blachman.
Og det kom en smule bag på den unge deltager, der selv mener, at hans optræden til 5 Chair Challenge gik så godt, som den overhovedet kunne.
- Jeg blev selvfølgelig skuffet, siger Magnus Lasse Petersen til TV 2 og tilføjer:
- Men jeg var også enormt stolt af min præstation.
Han havde peaket
Thomas Blachman kunne også godt selv se det mærkelige i at rose en deltager til skyerne for derefter at sende ham direkte hjem.
- Ja, det er jo mærkeligt, når jeg siger, at der var aftenens oplevelse, og han så ryger ud, sagde Thomas Blachman til TV 2 efter showet.
Alligevel mente dommeren ikke, at der var grund til at tage Magnus Lasse Petersen med videre. Og det var der en særlig grund til.
- Han peakede der. Jeg synes ikke, man skal bruge sit liv på at reproducere et peak, man har haft. Det gælder i alle fag.
- Det er min erfaring, der gør, at jeg kan tage den beslutning, siger Thomas Blachman.
Den kommentar lader Magnus Lasse Petersen sig dog ikke slå ud af.
- Det er jo egentlig en kompliment, siger den 19-årige deltager fra Silkeborg.
- Han siger jo faktisk, at jeg er så god, at han ikke ved, hvad han skal gøre med mig.
Smilede hele vejen hjem
Selvom Magnus Lasse Petersen røg ud af 5 Chair Challenge, er den 19-årige stadig stolt af sin præstation.
Det var nemlig første gang nogensinde, at han spillede en af sine egne sange foran et stort publikum.
For ham betød rosen fra dommerne alt, også selvom han ikke gik videre til bootcamp.
- Jeg føler, at jeg præsterede til mit bedste. Jeg kunne ikke have sunget min sang bedre, end jeg sang den, siger Magnus Lasse Petersen og tilføjer:
- Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg gik derfra.
Se eller gense 'X Factor' på TV 2 PLAY.