Lokale snebyger kan give sidste chance for hvid jul

Temperaturen falder i løbet af dagen ned til fire graders frost.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sne over Spentrup den 8. december. Foto: Sahl Foto
Af Jonas Damsbo og Sofus Sten Hansen
I samarbejde med tv2.dk

Nu er ventetiden ovre.

I aften er det juleaften, og mange danskere kan få lov til at nyde synet af glinsende julesne udenfor vinduet, efter at snevejret lillejuleaftensdag gav den sidste julestemning.

Alligevel er der også en del, der står op til en grøn start på juleaftensdag. Enten fordi man som i Nordjylland mere eller mindre undgik gårsdagens snevejr, eller fordi sneen i nattens løb er blevet våd og måske smeltet væk.

Men er græsplænen grøn, og går man stadig rundt med et ønske om en hvid jul, så er der et spinkelt håb.

I løbet af juleaftensdag skal en koldfront nemlig passere landet med lokale snebyger, der kan give den sidste lille chance for julesne.

Herefter er det mere sikkert, at en opklaring fra nord venter med masser af sol og senere en juleaften med funklende julestjerne på den klare vinterhimmel.

Her falder snebygerne

Fredag morgen er startet med lokale snebyger hist og pist i den sydlige del af landet, og en temperatur som i det meste af landet ligger under frysepunktet.

Prognose fredag formiddag. En linje af snebyger driver i løbet af juleaftensdag ned over landet. Foto: TV 2 Vejret

De lokale byger bliver i løbet af morgenen og formiddagen afløst af en front på tværs af landet. Umiddelbart ser den mest tør ud, men lokalt kan den give et hvidt drys julesne.

Frem til midt på formiddagen er det især Nordjylland og Østjylland, som kan få lette snebyger. Senere på formiddagen er det primært over de østlige landsdele, at der kan komme lidt sne.

Allerede i løbet af formiddagen vil en opklaring begynde at indfinde sig i det nordjyske.'

Næsten alle får eftermiddagssol

I takt med, at koldfronten og eventuelle snebyger rykker mod syd, vil en opklaring brede sig til resten af landet.

Med undtagelse af Bornholm vil det meste af landet ligge badet i sol i eftermiddag.

Prognose fredag eftermiddag. Flot opklaring med masser af sol venter efter snebygerne er drevet over. Foto: TV 2 Vejret

Opklaringen er dog ikke ensbetydende med varmere vejr. Temperaturen vil nemlig falde i løbet af dagen til mellem nul grader og fire graders frost. Det skyldes, at det er en kold og tør luftmasse, der bliver sendt ned over landet.

I aften vil de sidste skyer forlade landet, og dermed venter en flot juleaften med stjerneklar himmel til alle, og hvid jul til mange.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her