Nu bryder minister tavsheden efter skjulte optagelser

TV 2s optagelser er ifølge ministeren frygtelige og ikke noget, vi hverken skal eller kan acceptere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
- Billederne og beskrivelserne er rent ud sagt frygtelige, mener sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af Maiken Brusgaard Christensen og Karsten Smed
I samarbejde med tv2.dk

For første gang har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) nu udtalt sig om sagen om den 90-årige demente Else, som har oplevet svigt og forsømmelser på sit plejehjem.

- Den slags svigt og uværdighed er der ikke nogen undskyldning for. Det har ingen steder hjemme i vores ældrepleje, skriver ministeren på Facebook.

For at dokumentere de kritisable forhold, som familien oplevede, foretog TV 2 efter aftale med familien skjulte optagelser i Elses lejlighed på Kongsgården i Aarhus Kommune.

Landsretten har siden valgt at nedlægge forbud mod, at TV 2 må vise optagelserne.

Flere videoklip viser, hvordan 90-årige demensramte Else flere gange bliver udsat for omsorgssvigt. Foto: TV 2

Optagelser vist trods forbud

Mandag besluttede Ekstra Bladet at trodse forbuddet og offentliggøre et klip, de var kommet i besiddelse af.

- Billederne og beskrivelserne er rent ud sagt frygtelige og ikke noget, vi hverken skal eller kan acceptere i Danmark for vores medmennesker, skriver Magnus Heunicke.

Ministeren har indtil nu været stille om sagen, men nu skriver han, at han vil sikre, at der bliver "ryddet op."

- Svigt og forsømmelser i så voldsom grad hverken kan eller skal vi acceptere, skriver han.

VIDEO: Lita Elsborg er 88 år og beboer i egen bolig på Lokalcenter Marselis i Aarhus. De skjulte optagelser fra Kongsgården bekymrer hende. Videoen er fra 8. juli 2020.

Indkalder til topmøde

Konkret inviterer sundheds- og ældreministeren nu til et topmøde, hvor ældreplejen skal sættes under lup.

Det skal foregå i samarbejde med Ældre Sagen, FOA og KL, men også borgere, pårørende, ansatte og andre med viden om og interesse for ældreplejen vil blive inviteret til at komme med idéer og konkrete forslag til retningen for fremtidens ældrepleje, skriver ministeren.

Den slags svigt og uværdighed er der ikke nogen undskyldning for.
Magnus Heunicke (S), sundheds- og ældreminister

Første del af planen for, hvordan der skal sikres mere værdigheden af ældreplejen, er et større fokus på, at man kan indgive bekymringshenvendelser til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekymringshenvendelserne er den mulighed, pårørende har, hvis de har mistanke om, at en sundhedsperson har et misbrug eller udgør en risiko for sine patienter på grund af sygdom eller faglige problemer. Et øget fokus skal sikre, at alle kender til muligheden.

- Styrelsen for Patientsikkerhed skal så vurdere på baggrund af indkomne henvendelser, om bekymringerne er af en sådan karakter, at der er behov for at igangsætte et tilsyn det pågældende sted, skriver Magnus Heunicke.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her