Torden og nye skybrud truer torsdag
Lokalt kan der falde over 20 millimeter regn.
Efter en onsdag, som for en gangs skyld var uden skybrud, venter nu en torsdag, hvor risikoen for skybrud igen er til stede.
Derfor varsler TV 2 VEJRET om torden og skybrud mellem klokken 12 og 21.
På kortet herunder kan man se, hvor torden og skybrud truer. Risikoen er størst i store dele af Jylland, på Fyn samt på det vestligste Sjælland.
Det regnes for skybrud, hvis der falder mindst 15 millimeter regn på 30 minutter.
Hvis skybruddene rammer, vil det være i form af kraftige byger, der kan slå ned meget lokalt. Dermed er det også næsten umuligt at sige på forhånd, hvor det vil ske.
Skybrud
I Danmark defineres skybrud som en nedbørintensitet på mere end 15 millimeter på 30 minutter eller derunder.
Skybrud kan forekomme som helt separate byger, men de kan også forekomme som ekstra kraftige celler inde i et mere almindeligt langvarigt regnvejr.
Klimaforandringer ventes at medføre mere og flere ekstreme vejrhændelser, herunder skybrud.
Kilde: DMI
Bygerne kan nærmest drukne et område, mens der få kilometer derfra ikke falder en dråbe.
Det er den samme ustadige situation, der har præget vejret mandag og tirsdag. Her er kraftige byger også faldet vilkårlige steder hen over landet.
Det bliver endnu en dag med mange regn- og tordenbyger over Danmark. Det ser ud til at blive værst over de centrale dele af landet, hvor der også kan forekomme skybrud. Se her hvor bygerne rammer: https://t.co/UcfAkTbRGZ pic.twitter.com/QP8lZBfRQ2
— DMI (@dmidk) July 8, 2021
Starter med sol
Store dele af Danmark er torsdag morgen vågnet op til blå himmel og masser af sol. De fleste skyer er beliggende over de østlige egne.
Samtidig er det også en lun morgen, hvor temperaturen over Østdanmark ligger lige i underkanten af 20 grader her klokken 7.00 torsdag morgen.
Denne morgen er optakten til en sommerlig formiddag med nogen eller en del sol. Temperaturen forventes i løbet af formiddagstimerne at stige til mellem 19 og 23 graders varme.
I eftermiddag kan termometret endda nå op på 25 grader.
I takt med at solen får mere fat, vil der i løbet af formiddagen dannes flere skyer på himlen - de såkaldte cumulus-skyer, også kaldet blomkålsskyer.
Risiko for torden og skybrud
Fra middag og frem til i aften er der risiko for, at de skyer, der er blevet dannet i formiddagstimerne, kan vokse sig store nok til at kunne give tordenbyger.
Netop disse tordenbyger kan lokalt resultere i skybrud, som blandt andet kan give oversvømmet kældre.
Lokalt kan der i forbindelse med bygerne falde over 20 millimeter.
På TV 2 VEJRETs radar kan du altid se, om der skulle være en kraftig byge på vej til netop dig.
I aftentimerne forventes bygerne at dø ud. Dermed slutter torsdagen af med relativt rolige vejrforhold, 18 til 22 grader og kun få kraftige byger.