Tørken gør Danmark til et af de mest brandfarlige områder i Europa

Brandfaren i Danmark når nu nye højder og på fredag kan der opstå en kritisk situation

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er historisk tørt i Danmark i denne tid. Foto: Ritzau Scanpix
Af Anders Brandt og Michael Agerholm Olesen
I samarbejde med tv2.dk

Den ekstreme tørke har nu nået et niveau, så Danmark er et af de steder i Europa med størst brandfare.

Den forøgede brandfare giver afbrændingsforbud i hele landet, og tørken betegnes af landbrugsinfo.dk, som værre end den historiske tørkesituation i sommeren 1992.

Der er kæmpe risiko for brandspredning i Danmark i denne tid. Foto: EFFIS / Copernicus

Det betyder ifølge det europæiske skovbrands informations system, EFFIS, at der onsdag er høj eller meget høj brandfare i Danmark.

Det er et niveau, der lige nu kun ses højere i dele af Spanien, Tyrkiet og i Sydsverige, som også er hårdt ramt af tørke.

Brandfare som i Middelhavlandene

I Danmark er brandfaren højest i den østlige del af landet, hvor der siden starten af maj ikke er faldet nævneværdige mængder nedbør.

På Bornholm er der i Østerlars ifølge DMI kun faldet 12 millimeter regn siden 1. maj.

Brandfareindekset er i et område på Sydøstsjælland torsdag kategoriseret, så brandfaren betegens som værende meget høj.

Det er det næsthøjeste niveau på brandfareindekset, som oprindeligt er udviklet til at beskrive risikoen for skovbrande i Canada.

Normalt ser man kun sådanne værdier i Middelhavslandene i løbet af sommeren, hvor der jævnligt opstår kraftige skovbrande.

Fredag kan der opstå kritisk situation i Danmark

De kommende dage øges risikoen for brande i Danmark og med tiltagende vind forudser EFFIS, at det såkaldte indeks for, at skovbrande kan sprede sig, vil stige til det højeste niveau på indekset.

Fredag vil Danmark ligge i det område, der har den aller højeste fare for spredning af skovbrande i hele Europa.

Det betyder, at selv en mindre brand hurtigt vil kunne brede sig til et stort område.

Afbrændingsforbud i hele landet

Brandfaren betyder, at der nu er afbrændingsforbud i alle landets kommuner.

- Det er en rimeligt ekstrem situation, vi er i lige nu. Der er ikke nogen i beredskabet, der har et ønske om at gribe ind i folks mulighed for at hygge sig og have en dejlig sommer med bål og grill. Men når det bliver så ekstremt tørt, som det er i øjeblikket, så er det desværre nødvendigt, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.

Tørken og den øgede brandfare fortsætter

Der er i den kommende uge ikke udsigt til nævneværdig nedbør, som kan ændre på den høje brandfare i Danmark.

Tvært imod vil der med tørt og blæsende vejr ske en øget udtørring af jord og vegetation.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her