Tre scenarier: Hvordan påvirker coronavirussen Danmark om tre måneder?
Eksperterne er ikke i tvivl om, hvilket scenarie der er det mest sandsynlige. Læs her hvorfor.
Lukkede skoler, butikker og grænser og et stigende antal smittede med coronavirus. Alt sammen betyder, at alle i Danmark i øjeblikket er påvirket af sygdomsudbruddet.
Sammenligner man os med den kinesiske by Wuhan, hvor udbruddet startede i december 2019, er Danmark dog kun inde i epidemiens spæde start.
På trods af omfattende tiltag mod smittespredning er det først i denne uge - tre måneder senere - at der ikke er registreret nye smittetilfælde i millionbyen ifølge de kinesiske sundhedsmyndigheder.
Men hvordan ser situationen ud i Danmark om tre måneder?
Netop det har to eksperter forsøgt at svare på.
Morten Agertoug Nielsen og Søren Riis Paludan har begge brugt deres forskningskarrierer på at undersøge, hvordan virusser udbredes, og ikke mindst hvordan de kan forebygges. Ud fra deres viden om den nye coronavirus og de danske tiltag mod smittespredning har de opsat tre scenarier for den sommer, der nærmer sig.
Fra det allermest optimistiske, de kan forestille sig, til det allermest pessimistiske.
Læs deres vurderinger af sandsynligheden for hver af scenarierne her:
____
1. SCENARIE: ALT BLIVER SOM FØR (LILLE SANDSYNLIGHED)
Det første mulige scenarie er, at alt er, som det var, før coronavirussen brød ud i Danmark. I det tilfælde vil man 19. juni kunne se unge, der forbereder sig på deres sidste eksamener på universiteterne, udendørs koncerter og fyldte kontorfællesskaber.
Det vil igen være tilladt at forsamle sig mere end 10 personer til grillaften med kold rosé i haven, og danskere kan bestille sommerferie til Spanien eller Italien uden usikkerhed.
Og vigtigst af alt: Kurven over smittede med coronavirus vil have fladet ud, og antallet af nye tilfælde er minimeret betydeligt.
Eksperternes vurdering: I de kommende uger vil der stadig være mange nye personer, som bliver testet positiv for covid-19 og altså kan smitte andre, vurderer eksperterne. Det skyldes hovedsageligt den lange inkubationstid på sygdommen, som betyder, at det tager helt op til 14 dage, fra en person er smittet med coronavirus, til vedkommende viser symptomer og bliver syg.
Derfor vil myndighederne og regeringen fortsat sørge for, at samfundet er lukket ned, vurderer Morten Agertoug Nielsen fra Københavns Universitet.
- Mit gæt vil være, at der vil komme yderligere restriktioner fra regeringen, og den tilstand kan godt strække sig over noget tid, siger han.
Sandsynlighed: Meget lav.
____
2. SCENARIE: DELE AF SAMFUNDET ÅBNER OP (HØJ SANDSYNLIGHED)
Danmark har i dette andet scenarie valgt at åbne en del af samfundet op igen. Skoler og uddannelsesinstitutioner kan byde elever og ansatte velkommen, de fleste arbejdspladser kan igen åbne op, og du kan igen blive klippet hos din lokale frisør.
Der er stadig restriktioner på store forsamlinger, hvor én syg person kan risikere at smitte mange med coronavirus. Det gælder eksempelvis festivaler og koncerter, hvor mennesker står tæt sammen i længere tid.
Eksperternes vurdering: Begge eksperter vurderer, at coronavirussens udbredelse har toppet om tre måneder.
Inden for de næste tre måneder vil smittekurven i Danmark altså vende, mener de. Flere vil være raske igen, og antallet af nye tilfælde vil være faldet drastisk - blandt andet på grund af de tiltag, som regeringen har iværksat for at mindske smitten.
Det gør det sandsynligt, at nogle ting i samfundet åbner op igen. Dog ikke alt, forudser Morten Agertoug Nielsen.
- Kurverne viser, at når antallet af smittede bliver fordelt, vil sundhedsvæsenet bedre kunne følge med. Til gengæld får vi også en længere periode med coronavirus i samfundet, og derfor vil alt ikke være tilbage til normalen om tre måneder, siger han.
Hvor mange tiltag der endnu er nødvendige til sommer, kommer i høj grad an på, hvordan antallet af smittede udvikler sig den næste måned, tilføjer Søren Riis Paludan.
Sandsynlighed: Meget høj.
____
3. SCENARIE: DANMARK ER LUKKET NED (MIDDEL SANDSYNLIGHED)
"Danmark lukker ned" lød avisoverskrifterne efter Mette Frederiksens pressemøde 11. marts. Ifølge det tredje scenarie vil det fortsætte - også om tre måneder.
Tilstanden, hvor skolebørn får fjernundervisning, og vi skal holde afstand i supermarkedet, holdes i hævd, for at sikre at myndighederne får bugt med smitten med coronavirus i samfundet.
Eksperternes vurdering: Dette scenarie er ikke fuldstændigt utænkeligt, men heller ikke meget sandsynligt, lyder det fra Morten Agertoug Nielsen og Søren Riis Paludan.
Med alle de tiltag, regeringen har iværksat, vil man formentlig have inddæmmet smitten om tre måneder. Intet er dog sikkert, understreger Søren Riis Paludan.
- Myndighederne taler om, at mellem 9000 og 90.000 vil blive smittet i Danmark. Hvis det viser sig, at det er nærmere 90.000 end 9000, vil vi have en betydelig højere smitterate og længere periode med et lukket samfund, siger han.
Sandsynlighed: Middel.
____
Hvilke ubekendte skal vi være opmærksomme på?
I alle scenarierne ligger der dog en stor usikkerhed. Tre måneder er lang tid, og Danmark har ikke i nyere tid været i en lignende situation.
Hvor mange - eller få - der bliver smittet, er i høj grad bestemt af, om danskerne fortsætter med at overholde de retningslinjer og tiltag, som regeringen har iværksat.
Der kan nemlig være en fare for, at nogle føler, at "faren er drevet over" i løbet af de tre måneder og derfor ikke er lige så flittige med håndhygiejnen eller til at holde afstand.
Det forklarer psykolog Henrik Lyng fra Center for Beredskabspsykologi.
- Det har ikke at gøre med intelligens. Det har at gøre med, hvor tryghedssøgende man er som menneske. Nogle har travlt med at komme tilbage til en normalitet i denne her tid. De siger til sig selv: "Det kan ikke være rigtigt, at det er så farligt. Nu skal vi ikke piske en stemning op. Jeg fejler jo ikke noget".
Hvis mange har det sådan og ikke handler forsvarligt, kan det betyde, at epidemien kommer til at rase i længere tid. Dog tror psykologen, at langt de fleste danskere overholder påbuddene, der er udstukket fra myndigheder - også hvis de er gældende i tre måneder.
- Jeg tror, at alvoren er ved at sive ind hos langt størstedelen af danskerne. Det tog lidt tid, men jeg tror, at de forstår det nu, siger han.
I en undersøgelse, Megafon har lavet for TV 2, svarer otte ud af ti danskere, at de vasker deres hænder mere, end de gjorde for to uger siden. Ni ud af ti har droppet håndtrykket, og otte ud af ti har droppet at give et kram som hilsen.