Trods lavere smittetryk og færre indlagte: - Virus er kommet for at blive
Smittetrykket vil stige igen, siger Statens Serum Institut.
Smitterykket er faldet fra 0,9 til 0,7 siden slutningen af april.
Og epidemien i Danmark kan dø ud, hvis vi begrænser genåbningen af Danmark til et minimum.
Det slog Statens Serum Institut fast henholdsvis mandag 12. maj og onsdag 6. maj.
Men det er ikke ensbetydende med, at vi som samfund skal sidde på hænderne, bure os inde i vores boliger og vente på, at epidemien helt forsvinder.
Det siger Tyra Grove Krause, der er afdelingsleder hos Statens Serum Institut, til TV 2:
- Nej. For vi vil ikke slippe af med den her virus. Den vil stadig være med os. Og den vil blomstre op igen. Det er ikke en strategi at forsøge at dæmme den helt ind. Det kan vi simpelthen ikke. Virus er kommet for at blive. Og vi kommer til at skulle leve med den på en eller anden måde i de kommende år, siger hun.
Ikke bred smitte i samfundet
Smittetrykket udtrykker, hvor mange andre en person med covid-19 smitter. Når det er på 0,7, betyder det, at en person gennemsnitligt smitter 0,7 andre.
Hvad er COVID-19 og coronavirus?
- Corona er en familie af virusser, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. De almindelige CoV er globalt udbredte og forekommer hyppigst efterår og vinter.
- Der findes nu seks forskellige CoV, som kan smitte mennesker. MERS og SARS er mest sjældne og alvorlige.
- Den aktuelle virus hedder SARS-CoV-2 (Severe acute respiratorysyndrome coronavirus 2) og har sit udbrud fra Kina i december 2019.
- Verdenssundhedsorganisationen (WHO) meddelte 11. februar 2020, at den sygdom, man får af det nye virus, har navnet covid-19 (coronavirus disease 2019).
Hvis smittetrykket er over 1,0, er det udtryk for, at epidemien accelererer. Hvis det er under 1,0, er det udtryk for, at epidemien aftager. Smittetrykket bygger på antallet af indlagte og ifølge Statens Serum Institut har det været faldende siden 25. april.
Mandagens tal fra smittetryk er udregnet fra prøvedatoen, hvorfor de indlagte kan være smittet 1-2 uger før. Tallet er altså udtryk for, hvordan situationen har været kort efter implementeringen af fase 1 af genåbningen, der blev sat i gang sat 15. april. Derfor kan der være stigninger på vej:
- Man kan ikke udelukke, at der kan være en effekt af første genåbning, som vi ikke kan se endnu, men jeg synes også, at det er betryggende, at vi ikke kan se en påvist smitte ude i samfundet – den kurve er også på vej ned, siger Tyre Grove Krause.
Afdelingslederen er dog positiv og fremhæver blandt andet skolernes – samt danskernes fokus på hygiejne og afstand som altafgørende.
- Der er ikke noget alarmerende tegn på, at der er en smittespredning ude i samfundet lige nu, siger hun.
Smitten vil stige
Også i vores naboland Norge arbejder man med, at der vil komme flere bølger i en epidemi.
Det siger Petter Elstrøm, der er forsker ved det norske svar på Sundhedsstyrelsen, Folkehelseinsituttet til norske Dagbladet 18. april.
- Hvis vi har et smittetryk på 1,1 forestiller vi os, at vi vil opleve en langstrakt bølge med top i oktober-november, og at antallet så vil falde igen, fordi vi så iværksætter strengere tiltag, siger Petter Elstrøm.
Ifølge forskeren vil bølgen i oktober-november være nummer to, og en tredje bølge kan ramme igen inden foråret 2021, hvis ikke en vaccine når at komme inden.
Derfor handler det blandt andet også om at åbne langsomt, når vi er på et lavt smittetryk, mens vi løbende holder øje med, hvad der sker, siger Tyra Grove Krause.
- Smitten vil stige. Men vi vil nok først se det om et par uger. Og så skal vi fortsat holde afstand og være omhyggelige med håndhygiejnen, for det er én af de ting, som vi ved virker, siger Tyre Grove Krause, der understreger, ”vi fortsat arbejder på ustabilt grund”.
Statens Serum Institut og Tyra Grove Krause fremhæver blandt andet afstand mellem mennesker som en ”afgørende” faktor.
Læs også:
Sundhedsstyrelsen lempede imidlertid flere anbefalinger søndag.
Blandt andet den afstand, som styrelsen opfordrer danskerne til at holde fra hinanden. Fra at være to meter bliver denne nu ændret til én meter, fordi dette ”i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt”.