10 milliarder til almene boliger ... men ingen konkrete planer for Aarhus

Regeringen præsenterede her til formiddag sit boligudspil, som blandt andet via flere almene boliger skal sørge for, at alle kan bo i de "dyre" byer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) præsenterede boligudspillet "Tættere på - Byer med plads til alle" tirsdag formiddag i Domeas almene boligforening Orienten i Nordhavnen i København. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Boligminister Kaare Dyb Bek (S) præsenterede tirsdag formiddag regeringens boligudspil, som skal være med til at sørge for, at alle har råd til at bo i de store byer.

For der er mangel på billige boliger i de store byer. Også i Aarhus. Forleden stod det klart, at regeringen har en ambition om, at der skal bygges 22.000 almene boliger over de næste 10-15 år.

I dagens udspil står det klart, at der i første omgang etableres en pulje på 10 milliarder kroner til nye almene boliger.

På pressemødet fortalte Kaare Dyb Bek blandt andet, at regeringen har kig på kontroversielle byggegrunde i bestræbelserne på at skabe mere diversitet i landets store byer.

Blikket er i første omgang rettet mod København, hvor der på pressemødet blev fremlagt flere konkrete idéer til almene boliger, blandt andet et 10.000 kvadratmeter stort område på Christiania.

Borgmester: Giver bedre muligheder

Forud for pressemødet talte TV2 ØSTJYLLAND med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Han er positiv stemt over for de muligheder, regeringens boligudspil vil give Aarhus.

- Det er meget positivt. Det giver endnu bedre mulighed for at skabe en blandet by med forskellige boligformer. Vi har brug for redskaber, der insisterer på almene boliger. Det får vi med regeringens udspil, sagde han.

I morgen skal byrådet i Aarhus tage stilling til en plan for bedre fordeling af de almene boliger i Aarhus, som blandt andet udpeger 13 konkrete skoledistrikter i Aarhus Kommune, hvor der vil være stort potentiale for at bygge almene boliger.

Jacob Bundsgaard understreger over for TV2 ØSTJYLLAND, at de billigere boliger skal spredes ud over hele kommunen.

- Der vil være steder, hvor vi ikke kommer til at bygge. Det er de steder, hvor der i forvejen er meget alment boligbyggeri. Men det skal både være i oplandet og den centrale del, konstaterer han.

I udspillet er der lagt op til 22.000 almene boliger. Hvor mange kunne du tænke dig i Aarhus?

- Jeg håber, at vi først og fremmest får planlægningsmæssige muligheder for at lave endnu mere blandet by. At det kan være et bidrag til de billigste almene boliger, som skal sikre, at borgere som er ramt af hjemløshed - og andre borgere, som har svært ved at holde fast i en lejlighed, fordi de ikke har råd til det - også har mulighed for at få tag over hovedet.

Kan søge tilskud

For at finansiere planerne, satser regeringen på at etablere en fond med navnet "Fonden for blandede byer". I fonden skal der i første omgang postes 10 milliarder kroner. Dem vil man hente fra Nybyggerifonden, som beboerne i almene boligafdelinger selv har indbetalt penge til siden 1999.

Idéen med fonden er, at landets største byer kan søge tilskud til at holde kvadratmeterprisen nede.

- Hvis vi vil skabe balance i hele Danmark, er vi nødt til også at skabe balance i vores store byer. Den balance tipper, når det er svært for almindelige mennesker at finde en bolig, og når nye boligområder er på vej til at udvikle sig til velhaverkvarterer, sagde Kaare Dyb Bek på pressemødet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her