Aarhus-partier vil forbyde spilreklamer
SF og De Radikale i Aarhus vil forbyde spilreklamer i offentlig transport.
For godt to uger siden sagde et bredt flertal af Randers' byråd nej til spilreklammer i den offentlige transport.
Siden har vi på TV2 ØSTJYLLAND afdækket flere kommuners interesse i lignende tiltag.
Og i Aarhus er i hvert fald to partier nu også klar til et forbud.
Læs også:
Det er SF og Radikale, der vil forbyde spilreklamer i den offentlige trafik. Det oplyser de to i en pressemeddelelse.
- Busser og busskure skal ikke være reklamesøjle for noget, som vi ved kan friste særligt unge ud i noget, de ikke kan overskue konsekvenserne af, siger byrådsmedlem Mette Bjerre (SF).
Mahad Yussuf, der er medlem for Radikale, sammenligner spilreklamerne med tobaksreklamer.
- Vi ser ingen grund til, at kommunen lægger reklameplads til reklamer for noget, der i sidste ende kan vælte læsset for folk med en måske i forvejen skrøbelig økonomi, siger han.
Partierne foreslår, at kommunen henvender sig til regionen og beder dem droppe reklamerne i den offentlige transport.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) er også klar til at kigge på reklame-området. Det har han tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND. Et helt forbud mod at spille på noget, tror han dog ikke på.
Center for Ludomani ser meget positivt på Randers-forbuddet og de øvrige kommuners positive indstilling.
Brancheorganisationen Spilbranchen er ikke tilhænger af de lokale forbud, men ser hellere, ar der reguleres fra Christiansborg.
- Nu risikerer vi, at alle kommunerne regulerer forskelligt, og det tror jeg, at alle industrier kan forstå, er svært, hvis man skal overholde forskellige krav i forskellige kommuner, har direktør Morten Rønde tidligere sagt til TV2 ØSTJYLLAND.
Venstre støtter også forslaget:
I løbet af mandagen har også Venstre meldt sig ind i debatten og støtter op om forslaget fra SF og De Radikale om et forbud mod bettingreklamer i offentlig transport i Aarhus. Desuden vil byrådsmedlem Gert Bjerregaard rette henvendelse til Venstre på Christiansborg for at lægge pres på en national indsats på området med bettingreklamer.