Afghansk kvinde i familie med efterladte børn sigtes for vanrøgt
En 54-årig kvindelig afghaner, der er i familie med de to efterladte børn, bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag. Det oplyser Østjyllands Politi på et pressemøde.
To små børn blev lørdag aften fundet efterladt på Park Allé midt i Aarhus.
Mandag oplyser Østjyllands Politi på et pressemøde, at to personer er blevet administrativt frihedsberøvet og yderligere én person er blevet anholdt. Du kan se hele pressemødet øverst i artiklen.
Den anholdte er en 54-årig kvindelig afghaner, der fremstilles i grundlovsforhør klokken 15 mandag.
- Kvinden er i familie med de to børn. Hvor vidt de to er søskende, har vi en formodning om, men vi kan ikke være helt sikre, siger politiinspektør hos Østjyllands Politi, Michael Kjeldgaard.
"Beslægtet i opstigende linje"
Den 54-årige kvinde sigtes for blandt andet vanrøgt og for at efterlade personer i hjælpeløs tilstand, lyder det. Kvinden sigtes efter straffelovens paragraf 213 og 250. Hun nægter sig skyldig.
- Hun er sigtet efter paragraf 213, som omhandler den, der med vanrøgt krænker sit barn, eller et barn, som man er beslægtet med i opstigende linje, siger Michael Kjeldgaard.
At være "beslægtet i opstigende linje" betyder, at der er tale om et slægtskab, hvor en person nedstammer direkte fra en anden. Det vil altså sige, at kvinden enten er forælder, bedsteforælder eller oldeforælder til de to børn.
Men førstnævnte afkræfter politiet. Derfor er kvinden sandsynligvis børnenes bedstemor.
De to personer, der er blevet administrativt frihedsberøvet for at sikre deres identitet, er en mand på 33 år og en kvinde på 25 år. De er begge fra Ølgod i Sydvestjylland.
§ 213 Den, som ved vanrøgt eller nedværdigende behandling krænker sin ægtefælle, sit barn eller nogen hans myndighed eller forsorg undergiven person under 18 år eller en i opstigende linie beslægtet eller besvogret, eller som ved modvillig at unddrage sig en ham over for nogen af de nævnte personer påhvilende forsørgelses- eller bidragspligt udsætter dem for nød, straffes med fængsel indtil 2 år.
§ 250 Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.
Afghansk statsborger
Kvinden er afghansk statsborger og opholder sig i Danmark. De efterladte børn er en cirka etårig pige og en dreng på cirka to og et halvt år. Begge med sort hår.
Østjyllands Politi besøgte søndag aften flere adresser i Jylland i forbindelse med efterforskningen af sagen om de to små børn. Michael Kjeldgaard oplyser, at politiet har ledt efter børnenes forældre på blandt andet krisecentre og sygehuse. Dog uden resultat.
Hittebørn
Direktøren for social- og beskæftigelsesdirektør i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen, oplyser, at børnene er mærkede efter episoden. Juridisk set er der tale om 'hittebørn'. De er lige nu på en institution i Aarhus, hvor der er fokus på støtte og pleje.
Børnene blev fundet på Park Allé midt i Aarhus, hvor pigen sad i en klapvogn, og drengen stod ved siden af.
Pigen var iført sorte støvler, blå jeans, blå jakke med hvide prikker samt en blå hue. Drengen var iført grønne støvler, bordeauxfarvede bukser og mørk jakke.
Bad om arbejdsro
Efter Østjyllands Politi søndag frigav billeder af de to børn, blev de bestormet med henvendelser. I en sådan grad at søndag aften måtte bede om arbejdsro.
- Vi kan simpelthen ikke følge med på telefonerne, og har pt brug for lidt arbejdsro til at forfølge nogle af de spor, vi har at gå efter, skrev politiet på Facebook og fortsatte:
- Så en opfordring til evt at skrive en mail til os, hvis du har et vigtigt tip. Vi følger op på alle relevante henvendelser.
Efter pressemødet er det stadig et åbent spørgsmål, hvorfor børnene blev efterladt. Politiet har via tolk forsøgt at få oplysninger fra børnene selv. Det har ikke kastet noget af sig.