Bedsteforældrenes Klimaaktion: Det er tid til undtagelsestilstand
Klimabekymrede bedsteforældre holdt lørdag deres første landsmøde. Den yngre generation er nemlig ikke de eneste, der bekymrer sig om klimaet.
Klimaet påvirker os alle sammen, men med frontfigurer som Greta Thunberg kombineret med en lang række demonstrationer af unge mennesker, må det nok siges, at især den yngre generation har luftet deres ønsker om at gøre noget med klimaforandringerne.
Ikke desto mindre fandt Danmarks første landsmøde for klimabekymrede bedsteforældre sted i Aarhus lørdag.
- Vi mødes for at inspirere og mærke hinanden og høre om alt det, vi gør for klimaet, for det giver os ekstra energi og gejst til at komme videre Birgitte Saviera, der er medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion.
De mødtes på et plejecenter til en snak om klodens fremtid og særligt de klimaudfordringer, som de mener, deres børnebørn skal blive store i.
- Det er absolut nødvendigt at alle mennesker er med i det her klimakamp. Vi lever i en meget alvorlig tid, og jeg ville ønske, at regeringen ville melde undtagelsestilstand, for jeg synes, det er der, vi er, siger Birgitte Saviera til TV2 ØSTJYLLAND.
Den voksende græsrodsbevægelse begyndte som en Facebook-gruppe, men havde lørdag samlet folk fra København, Aalborg, Odense og altså også Aarhus, fordi de som bedsteforældre gerne vil rette lidt op på, hvordan deres levevis har belastet verdensklimaet.
Læs også:
- Det er både ung og gammel, der skal gøre noget på det individuelle plan og på det politiske plan. Jeg har medfølelse med dem, for det er store beslutninger, de skal tage – men de skal, siger Birgitte Saviera.