'Brugte for lang tid på toilettet': Blev slået ned af efterlyste kvinder
Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde frem til to kvinder i forbindelse med en voldssag, hvor kvinderne mistænkes for at have slået en 52-årig kvinde ned.
Østjyllands Politi efterlyser lige nu to kvinder, som er mistænkt for at have slået en 52-årig kvinde ned i det aarhusianske natteliv.
Det oplyser Østjyllands Politi.
- Der er ikke nogen internt i politiet, der har kunne genkende de to kvinder, så nu håber vi, at offentligheden kan hjælpe os, siger Janni Lundager, der er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Overfaldet fandt sted tidlig søndag morgen den 8. september.
Lige siden har politiet forsøgt at finde frem til de to kvinder, som slog den 52-årige kvinde ned, men det er endnu ikke lykkedes. Derfor beder de nu offentligheden om hjælp.
"Brugte for lang tid på toilettet"
Den 52-årige kvinde havde været i byen med flere bekendte, da hun mellem klokken 05:00 og 06:00 gik på toilettet på baren 'Bodegaen', som ligger på Åboulevarden.
Kvinden har forklaret til politiet, at hun, da hun kom ud fra toilettet, blev mødt af en meget ophidset kvinde, der brokkede sig højlydt over, at den 52-årige havde brugt for lang tid på toilettet.
Den 52-årige kvinde bad hende tage det roligt, hvorefter kvinden helt umotiveret slog ud efter den 52-årige og kastede øl på hende.
Det fik den 52-årige til at slå ud efter kvinden, og det endte i et slagsmål mellem de to kvinder, indtil der kom nogle mænd og skilte dem ad. Den 52-årige kvinde gik ud til nogle af sine bekendte, og da dørmændene oplyste, at det var blevet lukketid, gik de væk fra stedet.
Veninde tog over
Kort efter kom en anden kvinde pludselig direkte imod den 52-årige og sagde noget med 'min veninde'. Herefter slog hun den 52-årige flere gange i ansigtet med en ukendt genstand, hvorefter hun forsvandt fra stedet.
Begge kvinder beskrives som afrikanske af udseende.
Kvinden på toilettet beskrives som:
- 25-30 år
- Almindelig af bygning
- Brunt, krøllet hår
- Iført sort jakke og grå jeans
Kvinden, der slog uden for baren, beskrives som:
- 160-165 cm høj
- Spinkel af bygning
- 25-30 år gammel
- Sort hår med afro fletninger
- Iført sort jakke, sorte bukser og sorte stiletter
Har man oplysninger om, hvem de to kvinder kan være, må man meget gerne kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.