Camillas mand døde i krig: Nu hyldes han i træningscentre verden over

Den afdøde jægersoldat René Brink Jakobsen mindes over store dele af verden med et særligt træningsprogram.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Carsten Juul Hachenberger var en af dem, der brugte fredagen på at hylde afdød soldat.

René Brink Jakobsen fra Veng ved Skanderborg blev dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan den 3. januar 2013. Siden er han hvert år på datoen for dødsfaldet blevet hædret med en særlig træningssession i crossfitcentre verden over.

Særdeles også i Østjylland, hvor hans enke Camilla Brink Jakobsen og flere familiemedlemmer deltager i en af sessionerne i Aarhus fredag eftermiddag.

René efterlod sig tre børn, og andre kan sætte sig i vores sted. Det er en familiefar, der dør.
Camilla Brink Jakobsen

- Begivenheden har spredt sig til hele verden, og det er ikke kun min mand, der bliver mindet og hyldet. Det er alle, der yder en særlig indsats og sætter livet på spil. Det betyder rigtig meget, siger Camilla Brink Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er dagens crossfit-træning i centrene kaldet WOD (workout of the day, red.), som den 3. januar mange steder er opkaldt efter René Brink Jakobsen.

Træningsprogrammet består blandt andet af løb, kropshævninger og de såkaldte lunches. 

Hylder hverdagens helte

Sessionen kaldes meget passende en Hero (helte, red.) WOD.

- Jeg tror, at det er populært at være med, fordi det berører mange. René efterlod sig tre børn, og andre kan sætte sig i vores sted. Det er en familiefar, der dør, fortæller Camilla Brink Jakobsen.

At det lige er crossfit-verdenen, der hylder den afdøde soldat, hænger formentlig sammen med, at militæret bruger mange af de samme træningsformer som crossfit-udøverne.

Et af centrene i Aarhus, for hvem dagen har ekstra særlig betydning, er Crossfit Aros. Det er nemlig ejet af veteraner.

- Jeg er selv gammel veteran, og var i Afghanistan. Det her betyder rigtig meget for mig, fordi jeg har været i fronten. Jeg har set soldater falde, siger ejeren af Crossfit Aros, Carsten Juul Hachenberger, til TV2 ØSTJYLLAND.

Betjent deltog i træningen

Og selvom hyldesten i første omgang var tiltænkt René Brink Jakobsen, så er det faktisk meningen, at den skal minde alle de personer, der dør i tjeneste.

Det rammer meget hårdt, når kolleger dør. Det er på ingen måde fair, men de odds er vi oppe imod som betjent eller soldat.
Kathrine Juul Hachenberger, politibetjent, Aarhus

Som eksempelvis politibetjente.

Blandt andet derfor deltog betjenten Kathrine Juul Hachenberger også i dagens træning.

- Det rammer meget hårdt, når kolleger dør. Det er på ingen måde fair, men de odds er vi oppe imod som betjent eller soldat, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Kathrine Juul Hachenberger gennemførte dagens Hero WOD i Aros Crossfit.

Tilbage hos familien Brink Jakobsen er enken Camilla stolt og glad for, at hendes mand har været med til at sætte fokus på de faldne i tjeneste.

Hun mener, at arrangementet den 3. januar kan få emnet frem i folks bevidsthed.

- Det kan godt være lidt fjernt, men på den her måde får de faldne ære og respekt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her