Datter med handicap afvist på skole: - Det er uanstændigt
Freya Bagge, der har et handicap, kunne ikke få en plads på en ungdomsuddannelse, selvom Aarhus Kommune skulle finde en plads til hende. Da hendes mor tog kontakt til medierne skete der dog pludselig noget.
Dorte Pletner Bagges datter, Freya Bagge, blev afvist på den eneste skole, hun kunne starte på efter sommerferien.
- Jeg bliver meget ked af det, skuffet og rigtig vred, siger Dorte Pletner Bagge.
Fordi Freya Bagge har et multihandicap, er hun berettiget til et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb. Indtil for få dage siden var meldingen imidlertid, at Aarhus Kommune ikke havde plads på den eneste skole, der kan håndtere hendes handicap.
- Jeg synes, det er uanstændigt, og kommunen skulle skamme sig, siger Dorte Pletner Bagge til TV2 ØSTJYLLAND.
Ligesom mange andre bliver Freya Bagge færdig med sin 10. klasse denne sommer, men hendes mor har det seneste halve år måttet kæmpe for hendes fremtid.
Dorte Pletner Bagge fortæller, at de, tre dage inden Freya Bagge blev færdig, fik oplyst, at datteren blev forlænget og skulle gå et halvt år om på sin nuværende skole, Stensagerskolen, for så at kunne starte på Lyngåskolen til januar.
- Vi får til og med at vide, at vi skal være glade for, at hun ikke bare skal sidde herhjemme, siger Dorte Pletner Bagge.
Hun mener, at kommunen lavede en lappeløsning.
- Alle andre forældre til en 9. eller 10. klasseselev får jo ikke at vide tre dage før skoleafslutningen, at nu skal de lige gå et halvt år om, siger Dorte Pletner Bagge.
Der går nu et halvt år, før Freya Bagge kan begynde på Lyngåskolen og dermed gå i gang med en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, også kaldet STU.
Aarhus Kommune vil ikke kommentere på den konkrete sag, men skriver i et svar:
- Vi vil gå langt for at opfylde familiernes ønsker til bestemte uddannelsessteder. Men for at kunne tilbyde en plads på en STU, er vi afhængige af, at der er en ledig plads på uddannelsen. I de tilfælde, hvor pladsbegrænsninger skaber udfordringer, forsøger vi i samarbejde med den unge og familien at finde gode alternativer, skriver Anders Skov, der er centerchef for Unge, Job og Uddannelse i Aarhus Kommune.
Måtte tage andre midler i brug
I flere måneder kan Dorte Pletner Bagge ikke få svar på, hvor hendes datter skal gå i skole efter sommerferien, og hun ser derfor ikke andre muligheder end at kontakte TV2 ØSTJYLLAND.
- Jeg synes, det er alt for sent, at jeg får et svar. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville have fået et svar på nuværende tidspunkt, hvis ikke det var, fordi jeg var gået til medierne, fortæller hun.
Hvordan kan du vide, at det er din kontakt til pressen, der har gjort den her forskel?
- Da jeg lægger på, så har jeg flere ubesvarede opkald fra kommunen vedrørende, at der er kommet en løsning på Freyas sag, siger Dorte Pletner Bagge.
TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få Aarhus Kommune til at oplyse, hvor mange ansøgere der er til en særligt tilrettelagt uddannelse, og hvor mange pladser den har. Men det har Aarhus Kommune ikke kunne levere svar på. I stedet skriver centerchefen:
- De unge, der går på en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, er meget forskellige. Derfor er alle forløb individuelt tilrettelagte, og vi forsøger altid at finde et uddannelsessted, der matcher den unges behov, interesser og ønsker, skriver Anders Skov.
Læs også:
Vigtigt at få historien frem
Selvom der er kommet afklaring på datterens situation, er det alligevel vigtigt for Dorte Pletner Bagge at få historien frem i lyset.
Det er ikke hendes opfattelse, at andre i lignende situation klager, og at kommunen derfor vil tro, at der ikke er et problem.
- Den her målgruppe har simpelthen ikke overskuddet til at gøre noget ved det. Men det vil jeg gerne slå et slag for, for jeg synes, det er uanstændigt, og at kommunen skulle skamme sig over ikke at kunne gøre det bedre, siger hun.