Derfor er Lighthouse lyst op i aften
Håndværkerne har nået toppen på Danmarks højeste, boligbyggeri Lighthouse på Aarhus Ø. Rejsegildet bliver markeret med blåt og hvidt lys på bygningen.
"Nu har jeg nået toppen, mor, brrr, hvor er her skidekoldt," sang Shu-bi-dua, da det danske band i 1974 nåede alpetoppen.
Siden er verden vokset, og selv om der ingen bjerge er i Aarhus, rager byen nu alligevel flere steder i vejret, så man fra toppen kan få godt med vind i håret og kulde i kinderne.
Seneste høje bygningsværk er skyskraberen Lighthouse, der skyder i vejret på det yderste af den i forvejen høje bydel Aarhus Ø.
45 etager med boliger
Nu har Lighthouse nået toppen, og vinterkoldt eller ej er det de seneste dage blevet markeret med rejsegilde.
Blandt andet er håndværkerne torsdag og fredag blevet hyldet med blå og hvid oplysning af fyrtårnet.
"Danmarks højeste boligbyggeri" kalder ejerkredsen bag det 142 meter høje boligtårn deres fyrtårn, som Aarsleff opfører, og som kommer til at rumme 400 lejligheder fordelt på 45 etager.
Lejlighederne skal efter planen stå indflytningsklar i løbet af 2022.