Duel i sabling af bobler: Vinderen af DM blev fundet
Søndag blev det uofficielle danmarksmesterskab i champagnesabling afviklet. Konkurrencen gik ud på at skyde proppen længst
Man kan åbne en champagne på helt traditionel vis, og så kan man gøre det på den elegante måde. Med en sabel. Sidstnævnte var der søndag konkurrence i på Frue Kirkeplads i Aarhus.
Pinot Butik & Bar stod nemlig bag de uofficielle danmarksmesterskaber i champagnesabling, hvor deltagerne skulle konkurrere om at skyde proppen længst.
- Nogle konkurrerer på længden, og andre i stil og udførelse. Der er meget etikette og tradition forbundet med det, sagde medejer af baren, Anders Søgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Rygtet siger, at det stammer fra Napoleons soldater, der for at fejre åbnede champagnen med deres sværd. I dag er det mest bare et festligt indslag, fortsatte han.
Træning gav blanke øjne
Blandt deltagerne var Nikolaj Nielsen fra Aarhus. På forhånd var han dog ikke spået store chancer for at vinde konkurrencen.
- Vi øvede lidt i går, så vi er lidt blankøjede i dag, lød det nemlig fra Nikolaj Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Meget træning i selve disciplinen var det dog ikke blevet til.
I dag var derfor blot hans tredje sabling, og det gik da heller ikke alt for godt.
Vigtigt med den rette vin
- Jeg er skuffet. Det er måske realistisk med en top 10, men heller ikke mere end det, sagde Nikolaj Nielsen efter sit forsøg.
Medejeren af Pinot, Anders Søgaard, er til gengæld en af de skarpere til sabling af bobler. Han har et godt og vigtigt råd til dem, der i morgen kaster sig ud i disciplinen.
- Det er vigtigt, at du har en flaske mousserende vin, der starter med c. Enten Cava, Cremant eller Champagne. Det er de tre, der bliver fremstillet i en kvalitet, hvor flasken er stabil og kraftig nok til, at den ikke splinter, forklarer han.
Vinderen af det uofficielle danmarksmesterskab vandt en magnum champagne til en værdi á 1000 kroner.