Farligt at gå på arbejde: Udsættes for vold på daglig basis
Det er farligt for de ansatte at gå på arbejde på Bocenter Tranbjerg, vurderer Arbejdstilsynet. Arbejdspladsen er så dårlig til at forebygge vold fra en specifik beboer, at den har fået et strakspåbud.
En enkelt beboer skaber så mange problemer på Bocenter Tranbjerg, at det ifølge Arbejdstilsynet er farligt for medarbejderne at gå på arbejde.
Arbejdstilsynet har derfor udstedt et strakspåbud mod bocenteret, da arbejdet med beboeren ”udsætter de ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko.” Det er vurderingen fra Arbejdstilsynet, at bocenteret ikke er gode nok til at forebygge risikoen for arbejdsrelateret vold.
Voldsepisoder kan i sidste ende betyde belastningsrelaterede sygdomme som angst, depression og i nogle tilfælde PTSD for de ansatte.
- Det er jeg rigtig ked af. Det er desværre sket, til trods for vi havde nogle ret tydelige procedurer, i forhold til, hvordan man skal forholde sig til beboeren, siger Lone Tholstrup, der er konstitueret centerchef ved Bocenter Tranbjerg.
På bare fire måneder er der registreret 114 hændelser, hvor beboeren har udøvet vold mod ansatte. Det har medført en enkelt alvorlig arbejdsulykke. 63 af episoderne er registreret som slag, spark og skub.
Hvordan har du det med, at arbejdet udsætter de ansatte for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko?
- Det kan jeg ikke have det godt med, men jeg mener heller ikke, det er tilfældet, hvis vi følger procedurerne, siger Lone Tholstrup.
Så medarbejderne har ikke været gode nok til at følge procedurerne?
- Der er noget galt, når procedurerne ikke har været tydelige nok. Det er ikke personalets skyld, det kan det aldrig være. Vi skal gøre det tydeligere. Vi har risikovurderinger, og dem skal vi jævnligt revurdere, siger hun.
Sådan fordeler voldsepisoderne sig
2021
September: 75
Oktober: 45
November: 7
December: 35
2022
Januar: 27
Kilde: Arbejdstilsynets afgørelse
Frygter for vikarerne
Strakspåbuddet er blevet givet på baggrund af et besøg fra arbejdstilsynet den 7. februar 2022. Her talte de blandt andet med medarbejdere, der fortalte, at de ikke var oplært og instrueret i at have en fælles tilgang til den beboer, der skaber farlige situationer.
- Vi kigger på vores risikovurdering i sådanne situationer. Er der ting, der skal justeres, tilføjes eller slettes? Her har vi været inde at tilføje noget, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på, da det drejer sig om en konkret borger, siger Lone Tholstrup.
Fastansatte medarbejdere har ifølge redegørelsen ikke været på kursus i konflikthåndtering, men i januar var de på kursus i frigørelsesteknikker. Et kursus, som Lone Tholstrup også fremhæver, når hun fortæller om løsningerne på problemerne.
De ansatte nævner dog i redegørelsen, at de er utrygge ved, at husets vikarer ikke er oplært i frigørelsesteknikkerne, selvom de dagligt arbejder med den specifikke beboer.
Lone Tholstrup forklarer, at der i stedet er lagt en plan for, hvordan vikarerne bliver oplært af de medarbejdere, der var med på kurset.
Skulle de ikke hellere have det fra hestens egen mund?
- Jo, det kan du sige. Udfordringen er, at de er studerende, så de har et par timer hos os. Det er ikke fuldtidsvikarer, vi har ansat.
Fik også påbud i september
For at løse problemerne har ledelsen forsøgt at tydeliggøre og indskærpe procedurerne overfor de ansatte, ligesom de ”har beskrevet, hvordan der altid skal være to medarbejdere til opgaverne og klarlagt, hvad den enkeltes opgave er.”
Læs også:
Samtidig har medarbejderne haft mulighed for faglig sparring, og der er blevet tilknyttet en konsulent til undervisning. Det er dog ikke første gang, sådan en plan er blevet lagt.
Tilbage i september 2021 kunne B.T. fortælle, at bocenteret havde fået et påbud.
Hvorfor lykkes det den her gang?
- Det gør det jo, fordi det bliver indskærpet igen, og vi må så erkende, at det ikke har været tydeligt nok, siger Lone Tholstrup.
Gør I noget anderledes?
- Det synes jeg. Vi graver lige et spadestyk dybere i forhold til vurderinger og instruktioner til personalet. Jeg vil absolut mene, at vi har gravet et spadestik dybere i forhold til at gøre det tydeligere og bedre.