Brand i testcenter i nat
Et Covid 19-testcenter brændte i nat i Auning. Branden efterforskes nu af politiet.
Et Covid-19 testcenter stod i nat i brand i Auning på Djursland.
Meldingen om brand indløb i første omgang til politiet klokken 02.13, og politiet fik hurtigt varskoet brandvæsnet, der blev sendt til brandstedet på Vestergade 14 i Auning.
Her har Falck gennem længere tid drevet testcenter, og det fik klokkerne til at ringe hos politiet, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Flemming Lau.
- Der er en kvindelig anmelder, der kan se, at der er ild i to affaldscontainere, som står op af testcentret derude. Vi er lidt ekstra opmærksomme på det, fordi det var ved testcentret, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det har været hensigten at stikke ild til testcentret, lyder det tirsdag morgen fra vagtchefen.
Politiet efterforsker nu branden, og i den forbindelse også en ung person, der er set i forbindelse med branden.
- Vi har lidt ting at efterforske i retning af. Anmelderen har set et ungt menneske løbe fra stedet derude, lyder det fra Flemming Lau.
Gik ud over indgangsparti og tag
Hos Beredskab & Sikkerhed indløb alarmen om brand klokken 02.15, hvorefter mandskab fra stationen i Allingåbro blev sendt til slukningen.
Ifølge Jørgen Hansen, operationschef ved brandvæsnet, var det især testcentrets indgangsparti, der blev skadet af branden.
- Vi fik stoppet branden, inden det bredte sig alt for meget, men det gik dog ud over indgangspartiet og taget, så der har været et skadesservicefirma ude i nat og lukke bygningen af, lyder det fra Jørgen Hansen, der bemærker, at testcentre i Danmark opfattes som terrormål.
- Så der var masser af politi derude i nat, siger Jørgen Hansen.
Ingen personer kom til skade ved branden i Auning.
Testcentret i Auning holder normalt åbent tirsdag, torsdag og lørdag og skulle altså været åbnet i dag, men det kommer ikke til at ske.
Til gengæld holder hurtigtestcentret i Grenaa ekstraordinært åbent ugen ud. De to testcentre i Auning og Grenaa har hidtil holdt åbent på skift.
- Resten af ugen har vi åbent i Grenaa og ikke i Auning, oplyser Arne Vesterdal, Covid- projektchef hos Falck, Region Midtjylland.
For nylig meldte Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at alle hurtigteststeder bliver lukket senest den 6. marts. Derfor er det også i skrivende stund uvist, om hurtigtestcentret i Auning overhovedet åbner igen.
Arne Vesterdal oplyser, at Falck tirsdag eftermiddag holder møde med Region Midtjylland om udsigterne for næste uge.
Samtidig skal brandvæsnet også i de tidlige morgentimer have informeret Norddjurs Kommune om nattens hændelse.
- Norddjurs Kommune er ikke informeret endnu, men det bliver de her til morgen, siger Jørgen Hansen.
I slutningen af 2021 forsøgte to mænd at sætte ild på et vaccinationscenter i Horsens, og det endte med, at de blev sigtet for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder og varetægtsfængslet i flere uger.