Hård retorik efter Gellerup-ballade: Hvor er forældrene?

Forfatter vil smadre det, han mener er et falsk glansbillede af Gellerup.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Udover flere containerbrande blev der også sat ild på en bil i forbindelse med weekendens uroligheder i Gellerup. Foto: Øxenholt Foto

- Der er et personligt ansvar, og der er forældre, som i hvert fald ikke er deres ansvar voksen.

Sådan lyder det fra politisk ordfører for socialdemokratiet i Aarhus, Anders Winnerskjold, efter en weekend, hvor der er blevet kastet med sten mod betjente og startet flere containerbrande i Gellerup.

I alt er fem personer blevet anholdt i de uroligheder, der er opstået, efter at politiet fredag skød en knivbevæbnet 52-årig mand i benet i forbindelse med en Stram Kurs-demonstration i Gellerupparken.

VIDEO: Formand for beboerforening afviser kritik af, at dem, der har en stærk stemme i Gellerup, ikke bruger dem, når der er uroligheder.

Noget ravruskende galt

Det får nu stemmer fra begge sider af det politiske spektrum til at rette en kritik af forældre og meningsdannere i den uroplagede bydel i det vestlige Aarhus.

Ifølge forfatter og radiovært Ali Aminali er det på tide, at dem, der får penge af Aarhus Kommune og af det, han kalder integrationsindustrien, bliver stillet til ansvar.

Det gælder blandt andre imamer, helhedsplansmedarbejdere, klubmedarbejdere og beboerformænd.

-  Hvis det er så fantastisk, og I har så meget styr på det, hvorfor eskalerer det hele så, hver gang der sker noget. Der er jo noget ravruskende galt. Enten er det noget vrøvl, I siger, eller også er det jer, der svigter. Hvis det er jer, der svigter, så må I eller de indsatser, der er, udskiftes, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Politiet var talstærkt til stede i Gellerup både natten til lørdag og søndag. Foto: Øxenholt Foto

En hammer mod glansbilledet

Ali Aminali, der i 2019 var folketingskandidat for De Konservative, mener, at imamerne er en stor del af problemet. Han savner også, at forældre melder sig på banen.

- Som regel siger vi, at det er politikernes skyld, eller vi siger, at det kun er de unges skyld. Jeg mener, vi skal kigge på indmaden, som jeg kalder det. Jeg savner noget ansvar fra området. Jeg savner forældre, der adresserer de her unge og siger: "Det er ikke orden." Det skal ikke kun komme fra politikere, siger han.

Man skal ikke lave undskyldninger for de unge. Man skal ikke skyde skylden på manglende forbilleder. Der er ingen undskyldning. 
Anders Winnerskjold, politisk ordfører for socialdemokratiet i Aarhus

Det glansbillede, som Ali Aminal mener, at imamer og andre meningsdannere i Gellerup, ofte tegner af bydelen, skal smadres, lyder det.

- Lad os tage en hammer og destruere det. Det gør vi måske bedst ved at tage fat i de mennesker, der skaber det. Hvis jeg var politiker og ville have stemmer, ville jeg fordømme alt i området og sige, at det er Radikale Venstres eller Enhedslistens skyld, siger Ali Aminali og fortsætter:

- Men jeg vil gerne løse problemet. Jeg kender miljøet. Der er unge mennesker, der mangler hel normal social dannelse. Hvis ikke familierne og de mennesker, der er i systemet, træder i karakter, vil vi blive ved med at se de her kedelige episoder igen og igen.

Der er brug uddannelse, beskæftigelse og en stærk politiindsats, hvis man vil ændre udviklingen i Gellerup, lyder det fra Anders Winnerskjold.  Foto: Øxenholt Foto

Ingen undskyldning

Anders Winnerskjold opfordrer også alle, der har en stærk stemme i Gellerup, til at bruge den aktivt.

- Men jeg er desværre bange for, at de unge, der begår kriminelle handlinger, er uden for pædagogisk rækkevidde. Man har gennem tiden prøvet med foreninger og klubber og mentor-ordninger og alt mulig andet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Man skal ikke lave undskyldninger for de unge, der laver ballade. Man skal ikke skyde skylden på manglende forbilleder eller noget andet. Der er ingen undskyldning.

Ifølge Winnerskjold er det uddannelse, beskæftigelse og en politimæssig stærk indsats, der er behov for, hvis man vil ændre udviklingen i Gellerup.

- Det er en stor kamp for at ændre hele området. Det bruger vi mange krafter og ressourcer på. Om 10 år skal vi se et markant anderledes Gellerup, og det tror jeg på, at vi vil. Men vi kan ikke forvente, at der ikke sker ballade i løbet af de kommende 10 år, siger den politiske ordfører for socialdemokratiet i Aarhus.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her