Handicappede har en fest med håndbold: - Det bobler i maven
Foreningen LykkeLiga vil lave en håndboldliga for udviklingshandicappede børn. I Stavtrup er de allerede i fuld gang
Håndbold er for alle, og for at bevise det, har idrætsklubben i Stavtrup har dannet ’Stavtrup Allstars’ for børn med udviklingshandicap.
Søndag var der fuld fart over dagens træning. Spillerne er nemlig i gang med deres allerførste sæson som håndboldspillere i Lykkeliga.
- Når de scorer og får en succesoplevelse, så bobler det i maven, og de ved bare slet ikke, hvor de skal løbe hen, siger Rikke Nielsen, der er initiativtager til Lykkeliga.
Rikke Nielsen har selv været professionel håndboldspiller og har en karriere på landsholdet bag sig.
- Men det største i min karriere har været det der med at tilhøre en foreningsklub. Så fik jeg et barn med Downs syndrom for snart ni år siden. Hvor jeg tænker, nu kan hun jo ikke opleve det, som jeg har oplevet i mange, mange år, siger Rikke Nielsen.
LykkeLiga vil over en treårig periode skal opbygge og udvikle et nationalt netværk af håndboldhold for udviklingshandicappede børn i alderen 6-15 år. Projektet sigter efter at aktivere mere end 300 udviklingshandicappede børn på minimum 15 hold.
- Jeg plejer at sige til de her klubber, når de starter op, så lav det så fedt og så normalt som muligt. Gør rigtig meget ud af holdånden. Det her med at lave krammere og lave kampråb, sige tak for kampen, og ned og lave fem armbøjninger.
På landsplan er i der i øjeblikket 21 klubber, der er med i LykkeLiga, men der er flere på vej.
- Det gør så meget i forhold til deres eget selvværd og identitet at kunne sige, at jeg er en håndboldspiller. Det er ikke synd, at de er handicappede, de har en fest, siger Rikke Nielsen.
I videoen øverst i artiklen kan du se en reportage fra Stavtrup, hvor Stavtrup All Stars, der spiller i LykkeLiga, træner.