Hundreder af sygeplejersker strejker en time onsdag morgen

Fortsatte frustrationer over arbejdsvilkår ligger til grund for en strejke hos sygeplejersker onsdag morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arbejdsnedlæggelsen er varslet til at vare fra klokken 7.45 til 8.45. Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Sygeplejersker rundt om på flere af landets hospitaler nedlægger arbejdet en times tid onsdag morgen.

Arbejdsnedlæggelsen er varslet til at vare fra klokken 7.45 til 8.45.

Ifølge Luca Pristed, der er talsperson for de strejkende sygeplejersker, skyldes arbejdsnedlæggelsen de samme frustrationer, som i sommer første til ti ugers strejke blandt sygeplejerskerne.

- Efter ti ugers strejke kom der et lovindgreb, men det løste ikke de problemer, vi prøver at råbe op om.

- Så vi føler stadig et behov for at råbe politikerne op om de problemer, vi har i det danske sundhedsvæsen, som er, at vi mister kolleger hele tiden.

- Vi mangler sygeplejersker på de danske hospitaler, som gør, at det begynder at være farligt at være patient, siger Luca Pristed.

Strejke på AUH 

Sygeplejersker fra mindst 13 af landets hospitaler har meldt sig til onsdagens arbejdsnedlæggelse.

Det gælder blandt andet sygeplejersker fra Rigshospitalet, Aarhus Universitets Hospital og Odense Universitets Hospital.

Mellem 100 og 300 sygeplejersker ventes at deltage per hospital.

Også andre faggrupper end sygeplejersker ventes at deltage. Det drejer sig om eksempelvis læger og jordemødre.

Akutberedskab står klar 

Luca Pristed erkender, at onsdagens arbejdsnedlæggelse kan få betydning for nogle patienter.

Men han mener stadig, at der er behov for at stoppe arbejdet.

- Hvis vi bare havde fortsat arbejdet og ikke lavet de her arbejdsnedlæggelser, så ville vi langsomt have mistet flere og flere kolleger.

- Så for os er det det mindste af to onder, at vi er nødt til at sætte foden ned.

- Selvfølgelig kan det godt gå ud over nogle patienter. Men der er et akutberedskab tilbage på afdelingerne, så der ikke er nogen, der er i livsfare på grund af det her. Det er kun en time, vi er væk, siger Luca Pristed.

Flere sygeplejersker søger væk 

En undersøgelse lavet af fagforeningen Dansk Sygeplejeråd viser, at næsten hver tiende sygeplejerske inden for den seneste måned har søgt et job, der ligger inden for et andet fag.

Det er næsten en fordobling i forhold til en lignende undersøgelse fra februar i år. Her var det kun én ud af tyve, der søgte væk.

Den seneste undersøgelse bygger på svar fra lidt over 1800 sygeplejersker.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her