Sygeplejemangel: 4000 kroner mere i løn vil være en god start
Hvor meget skal der til for, at sygeplejersker går fra deltid til fuldtid?
Hvor meget skal det koste at få sygeplejersker til at arbejde fuldtid, så de massive problemer på hospitalerne kan løses? Spørger man Jacob Gøtzsche, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, så er svaret ikke kun penge. Det handler også om de generelle vilkår.
I næsten et år har intensivafdelingen på Regionshospitalet Horsens set sig nødsaget til at lukke sengepladser på grund af personalemangel.
Tal, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i, viser, at der siden den 12. oktober 2020 og frem til 15. april i år regelmæssigt har været lukket én af afdelingens otte normerede senge hvert døgn.
Hospitalsledelsen oplyser godt nok, at der henover vinteren blev etableret ekstra intensivpladser med hjælp fra personale fra andre afsnit. Men de pladser var, ifølge ledelsen, øremærket til covid-patienter.
Så fra foråret og frem mod sommeren i år er udfordringerne taget til. Her svinger det mellem én og to lukkede intensivpladser i døgnet. Og nu - på den anden side af sommeren - er afdelingen så helt oppe på tre tomme sengepladser hvert døgn.
Alle mand på fuldtid - eller hvad?
Der mangler altså hænder. En del af medlemmerne under Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland arbejder på nedsat tid. Gjorde de ikke det, ville problemet være markant mindre eller ikke-eksisterende. Men sådan fungerer virkeligheden ikke. Det siger Jacob Gøtzsche.
- Det er en kompleks problemstilling, vi har set på i ti år i et underfinansieret sundhedsvæsen. Så bare at sige alle mand af huse på fuld tid, det er den simple løsning. Det kunne være tænkeligt, men det er ikke sådan, virkeligheden er.
Hvorfor ikke?
- De vilkår, som arbejdsgiverne tilbyder sygeplejersker lige for tiden, er simpelthen ikke rimelige, og derfor ønsker sygeplejersker også at passe på sig selv i en ond spiral med dårlige, nedadgående arbejdsvilkår, dårlig løn, stort pres og manglende anerkendelse i en lang periode. Det er ikke en mulighed lige nu, at alle sygeplejersker går på fuld tid.
Hvad er det præcist, der skal til for at få dem på fuld tid?
- Et er, at sygeplejerskerne får den løn, de er gået i konflikt for i ti uger, svarende til en anden uddannelse med samme uddannelsesniveau, som folkeskolelærere. Så vi kan starte med 4000 mere i løn om måneden, og så giv sygeplejerskerne nogle ordentlige vilkår under det arbejde, de udfører, så der faktisk er nok på arbejde til at passe de patienter, der er indlagt.
Et skridt i den rigtige retning
Så hvis sygeplejerskerne fik den her grundløn på 29.000, kunne du så garantere, at de kom på fuld tid?
- Det kan jeg ikke garantere, men det er et skridt i den rigtige retning. Vi har gennem ti ugers konflikt og 18 måneders Covid kaldt på, at vi ikke er nok på arbejde til at løse den komplekse problemstilling, der er i det offentlige sundhedsvæsen, som lige nu hænger i laser.
Hvad så med sygeplejersker, der har taget job i Norge - vil du kunne få dem hjem med de her 29.000 kroner?
- Det ville da være et skridt i den rigtige retning. Her er det mange bække små, der skal gøre, at vi kan mødes. Sygeplejersker er taget til Norge siden 2010, fordi både vilkår og løn er væsentligt bedre end i Danmark. Så vi skal minimum op på det niveau, før nogen vil tænke på at stikke snuden hjemad.