Indsats i Aarhus V: Stak af fra politiet og fik klip i kørekortet

Færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi gennemførte torsdag aften en færdselsindsats i Aarhus. Det førte til 21 sager fordelt på 12 personer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Ved færdselsindsatsens afslutning lå der 21 sager fordelt på 12 personer, der altså ikke overholdt færdselsreglerne. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Torsdag aften slog færdselspolitiet til ved en målrettet færdselsindsats i Aarhus Vest. Ved indsatsens afslutning lå der 21 sager fordelt på 12 personer, der altså ikke overholdt færdselsreglerne.

- Vores erfaringsgrundlag viser, at visse personer i det område har svært ved at forstå færdselsreglerne, og derfor vælger vi at lave en indsats lige netop der. De fleste er godt klar over, at vi er der hyppigt, men det er åbenbart ikke alle, der forstår, at vi mener det, siger politikommissær hos færdselspolitiet ved Østjyllands Politi, Amrik Singh Chadha, til TV2 ØSTJYLLAND.

Indsatsen gav blandt andet sigtelser om manglende tegngivning, kørsel for rødt lys og for høj hastighed.

Indsatsen gav følgende sigtelser:

Manglende sikkerhedssele: 1
Anvisninger ej efterkommet: 2
Unødig brug af horn: 2
Manglende tegngivning: 3
Kørekort ej medbragt: 2
Nummerplade ej monteret foran: 1
Oplysningspligt: 1
Rødt lys: 3
Overhaling højre om: 1
Hastighed til klip: 2
Hastighed til betinget frakendelse: 1
Kørsel i frakendelsestiden: 2

 

Kilde: Østjyllands Politi

Stak af fra politiet og fik klip i kørekortet

Èn af de sigtede, en 23-årig mand, havde i forbindelse med at politiet havde stoppet ham i en anden sammenhæng, set sig sur på politiet.

Derfor kørte han ud på Ringvejen, hvor han satte speederen i bund. Han nåede dog ikke langt før, at han drønede forbi en færdselsbetjent, der holdt på en sidevej og målte hans hastighed, der var høj nok til at udløse et klip i kørekortet.

Det er til fare for trafiksikkerheden, og vi kan alle blive ofre. Derfor er det enormt vigtigt, at vi gør en indsats.
Amrik Singh Chadha, politikommissær, Østjyllands Politi

Betjenten kunne genkende den 23-årige mand og vidste, at han lige før sommerferien var blevet frakendt førerretten. Derfor blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Klippet i kørekortet bliver lagt til, når han får førerretten igen. Klippet kommer da til at gælde i tre år.

VIDEO: I januar 2018 lavede politiet en landsdækkende fartkontrol ved skolerne. Det viste et trist resultat i Østjylland. Det var især fartsyndere, der gik i fælden. Se interviewet med Amrik Singh Chadha fra den 23. januar 2018 her. 

Farlig færdsel skaber utryghed i området

Færdselspolitiet laver jævnligt indsatser i området. Og det er med god grund, lyder det fra Amrik Singh Chadha:

- Vi får dagligt henvendelser fra borgere, der er utrygge på grund af dårlig færdsel i trafikken. Lige netop Aarhus Vest er overrepræsenteret i den sammenhæng. Det er til fare for trafiksikkerheden, og vi kan alle blive ofre. Derfor er det enormt vigtigt, at vi gør en indsats, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her