Jakob raser over overvågning på kuttere: Nu sætter han ministeren stævne
De danske trawlere, som fanger jomfruhummere i Kattegat, skal fremover sejle med videoovervågning. Det vækker stor utilfredshed hos fiskere og hos fiskehandler Jakob Clausen, der nu inviterer ministeren til debat.
Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har besluttet at indføre en ordning, hvor sorteringsbåndet på kuttere, der fangere jomfruhummere i Kattegat, skal videoovervåges.
Det sker ifølge ministeren for at bekæmpe, at fiskere, der fisker efter jomfruhummere, ulovligt smider torsk ud igen.
Læs også:
Tiltaget har vakt stor utilfredshed hos blandt andet de fiskere, der sejler ud fra Anholt, Grenaa og Bønnerup for at fange jomfruhummere. Og også fiskehandler Jakob Clausen, der sælger fisk fra P. Clausens Fiskehandel på Aarhus Havn, er vred og mener, at præmissen for tiltaget er ukorrekt:
- Ministeren siger, at han "vil redde torsken". Men det hænger slet ikke sammen. Problemet er blandt andet, at de undermålere, som fiskerne fanger, skal sejles i land og smides ud som affald. Det er jo tåbeligt, at de ikke skal smides ud i vandet igen, siger Jakob Clausen.
Derfor har han nu inviteret fiskeriminister Rasmus Prehn til debat i fiskebutikken på Aarhus Havn søndag aften:
- Jeg har inviteret ham for at få svar på mine spørgsmål, og hvis han ikke kan svare på dem, så går jeg til benet på det. Jeg har ikke noget at miste. Jeg synes, at det har været en ikkeeksisterende debat og dialog frem til nu, siger Jakob Clausen.
Til arrangementet, der starter klokken 18, sørger Jakob Clausen og hans kollegaer for Ceres Top og hummersuppe, og de forventer, at der vil komme mange for at høre, hvad ministeren har at sige:
- Der kommer fiskere fra hele landet. Også helt fra Bornholm. Og jeg ved også, at flere politikere vil kigge forbi. Nu må vi se, om min butik er stor nok, siger Jakob Clausen.
Hør fiskehandler, Jakob Clausen, fortælle om sin holdning til tiltaget i videoen nedenfor.
Alle kuttere skal have kamera
Siden 2020 har man haft en forsøgsordning med kameraer på 12 af de omkring 100 kuttere, som fisker efter jomfruhummere i Kattegat.
Tal fra forsøget peger på, at færre fisk bliver smidt ud, når der er kameraer sat op, skriver Politiken.
Med kravet om overvågning bliver det nu alle kuttere, der fisker efter jomfruhummere, som skal have kameraer sat op.
- Den situation, vi står i i Kattegat, er, at vi har historisk dårlig situation for vores torsk. Hvis de torsk skal overleve, så der også er fisk at fange i fremtiden, er vi nødt til at sætte alle sejl til, siger Rasmus Prehn, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri (Soc. dem) til Ritzau.
Formanden for Dansk Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, mener ikke, at man får noget udbytte af tvungen overvågning.
- Det er en mistænkeliggørelse af et helt erhverv. Fiskerne har en aversion mod, at deres arbejde skal overvåges, og at en kontrollør kan spole frem og tilbage og udstede en bøde for en fejl, der blev begået, siger formanden til Politiken.
- Stor tillid til fiskerne
Det er ikke intentionen at mistænkeliggøre, lyder det fra Rasmus Prehn til Ritzau.
- Vi har stor tillid til fiskerne. Men som i mange andre sammenhænge er det desværre nødvendigt med kontrol, siger ministeren.
Ifølge ham er kameraerne både den billigste og den mindst indgribende måde at føre kontrol med udsmidet af torsk.
- Man har for stor en bifangst af torsk på kutterne uden kameraer. Det vil sige, at man fanger nogle torsk, som skulle have overlevet og vokset sig store, så vi kunne have fanget dem rigtigt, siger Rasmus Prehn.
Fiskeristyrelsen vil stå for at sætte kameraerne op på kutterne i løbet af i år. Det oplyser Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri.