Jørgen har kæmpet mod sommertid i 20 år – nu har han måske vundet kampen
I næsten 20 år har Jørgen Bak fra Beder kæmpet mod sommertid. Hans bøn er nu blevet hørt af Ministerrådet i EU, der har sagen på dagsordenen.
Tiden går, og klokken slår.
Og det gør den også for Jørgen Bak fra Beder. Men i fremtiden går tiden måske kun én vej, og det glæder Jørgen Bak.
I næsten 20 år har han som formand for 'Foreningen mod Sommertid' kæmpet for, at sommertid skal droppes, og nu lader det til, at han kan gå hen at vinde denne kamp.
- Jeg kæmper for, at vi holder os til dansk normaltid, og at vi lader være med at dreje på vores ur to gange om året. Det største problem er den usikkerhed, vi får to gange om året, hvor vi egentlig ikke er helt sikker på, hvad klokken er. Derfor skal man lade vær med at dreje på viseren, siger Jørgen Bak til TV2 ØSTJYLLAND.
Og nu er missionen altså tæt på at lykkes. Et flertal i Europa-Parlamentet mener nemlig, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid.
- Det udløste simpelthen, at der blev åbnet en champagne, for det var da trods alt noget af et gennembrud, siger Jørgen Bak til TV2 ØSTJYLLAND.
Forhandlingerne ligger dog stille lige nu, da det først skal igennem de enkelte EU-lande og Ministerrådet.
Uenighed blandt lande
I marts vedtog parlamentet med et overbevisende flertal – 410 mod 192 – at afskaffe sommertid og vintertid og i stedet lade det være op til de enkelte medlemslande, om de ville have det ene eller det andet.
Forslaget var vedtaget og datoen sat – og nu var der bare tilbage at finde ud af, om man skulle stoppe skiftet ved overgangen til sommertid i marts 2021 eller til vintertid i oktober 2021.
Så enkelt har det dog vist sig ikke at være.
EU-landene kan nemlig ikke blive enige om, hvordan man skal føre forslaget ud i livet, fortæller det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet Christel Schaldemose til Kristeligt Dagblad.
- Vi kan roligt indstille os på, at vi også skal sætte uret frem sammen med havestolene til næste år. For selvom vi har vedtaget forslaget i Parlamentet, så skal medlemslandene også godkende det, og det er de ikke så hurtige til, siger hun til avisen.
Schaldemose var en af dem, der stemte ja til at afskaffe skiftet mellem sommertid og vintertid.
Det mener borgerne
På gaden i Højbjerg er der delte meninger om vores skift af tiden.
- Jeg synes, det er fint, vi skifter. Det gør ikke den store forskel for mig, så jeg er lidt ligeglad, siger Freja Abildgaard Rotbøl til TV2 ØSTJYLLAND.
Veninden Sofie Fendinge Raas er dog ikke enig.
- Jeg vil ikke have noget imod, hvis det var den samme tid hele året rundt, for jeg synes, det er lidt latterligt, at man går og ændrer det, siger Sofie Fendinge Raas til TV2 ØSTJYLLAND.
TV 2 spurgte tidligere i år brugerne om, hvad de ville foretrække.
Her sagde 60 procent, at de var for en afskaffelse af skiftet mellem sommer- og vintertid.
Mindre klart blev det, når det kom til valget mellem sommer- og vintertid.
Her ønskede 33 procent fast vintertid, mens 36 procent hellere ville have fast sommertid - de resterende vidste ikke, hvad de ville have eller foretrak den nuværende model.
Hvis medlemslandene kan blive enige om sommertid, skal urene stilles frem for sidste gang i marts 2021. Er det vintertid, skal uret sættes for sidste gang i oktober 2021.