Kollektiver går viralt med sang fra altanerne: - Hey! Ho! for isolation!

En samling kollektiver på Ny Banegårdsgade i Aarhus er med deres fællessang gået viralt på Facebook, hvor de fra altanerne synger Kim Larsens 'Jutlandia' i en corona-omskrevet version.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Se og hør fællessangen her. Foto: Frederik Tybjerg Martensen.

Mens det diskuteres, om klorokin, paracetamol eller panodiler skulle være den bedste medicin mod COVID-19, så har en aarhusiansk samling kollektiver i mellemtiden bevist, at den bedste medicin mod den coronaaffødte karantæne og isolation er en god cocktail bestående af Kim Larsen, melodika og altansang.

Kollektiverne, som består af 12 lejligheder i samme opgang, synger, ligesom mange andre lige nu fællessang fra altanen hver aften klokken 17. I den forbindelse sang de i går en corona-omskrevet version af Kim Larsen-hittet 'Jutlandia' - fuldendt med et tvist melodika fra fortorvet.

Ann-Louise Paulsen, som på billedet spiller klaver, læser til daglig musikterapi på Aalborg Universitet. Foto: Amalie Høgsbro Jørgensen

Videoen fra seancen er nu gået viralt på Facebook, hvor den lige nu har omtrent 12.000 delinger og mere end 600.000 visninger.

- Det er ret vildt. Jeg tror ikke, at nogen af os havde regnet med, at den ville nå så langt ud, siger Ann-Louise Paulsen, som bor i kollektivet og til daglig læser musikterapi på Aalborg Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Ville skabe sammenhold i gården

I det tolvlejligheders kollektiv plejede der at være fest og farver i opgangen, hvor man også afholdt en månedlig fællesspisning.

- Alt det blev jo bremset, så da vi hørte om begivenheden 'Aarhus synger fra altaner og vinduer', der tænkte vi, at det initiativ skal vi støtte, siger hun og fortsætter:

- Så vi begyndte at koordinere lejlighederne imellem. I starten sang vi ud i baggården, så vi kunne få naboerne med og skabe noget liv og sammenhold i en ellers lidt kedelig baggård, men da solen begyndte at komme i sidste uge, så bestemte vi os for, at vi ville gå ud på den solbadede altan og synge til alle dem, der måtte lægge gå- eller cykelturen forbi.

Inden sangen starter, så stiller beboere fra 2.tv sig på fortovet over for, hvor de med melodik og taktanvisninger dirigerer rytmen, mens de samtidig skaber noget opmærksomhed omkring seancen. Foto: Liv Moeslund Ahlgren

Power, fællesskab og dansk humor

Kollektivet starter hver session med 'Det er i dag et vejr', og den omskrevne version af Kim Larsens 'Jutlandia' blev først til senere i forløbet.

- Vi plejer at slå lidt op i højskolesangbogen og lignende, og da vi en dag sang 'Jutlandia', så var der nogen i en af de andre lejligheder, der sagde, at den skriver de da lige en ny tekst til, siger Ann-Louise Paulsen.

Fællessangen skaber smil og glæde i bybilledet, og flere forbipasserende vælger endda at stige af cyklen, lægge sig på fortovet og nyde musikken i det dejlige forårsvejr. Foto: Frederik Tybjerg Martensen

Hun tror, at når sangen har vist sig at være så godt egnet til formålet, så bunder det i, at den appellerer til en lang række national- og fællesskabsfølelser, som vi for tiden har brug for.

- Altså... 'Hey! Ho! For iso-lation!'. Den har noget power først og fremmest, og så er det jo Kim Larsen i en ny og sjov tekst, så den rummer både noget genkendeligt, noget danskhed og noget humor. Derudover er Dronningen og statsministeren med i teksten, Dermed tilkendegiver vi, at vi fuldt ud støtter op om regeringens opråb om at holde afstand, siger hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her