Lasse fik vild julegave fra USA: - Det er jo kæmpestort
Pludselig stod det klart, at hans kortfilm 'Knight Of Fortune' er med i opløbet om at blive nomineret til en Oscar.
Mens alle vi andre spændt venter på, hvad der mon gemmer sig under træet i aften, har filminstruktør Lasse Lyskjær Noer fra Aarhus allerede fået en tidlig julegave fra USA.
I dagene op til jul stod det pludselig klart, at hans kortfilm 'Knight Of Fortune' er med i opløbet om at blive nomineret til en Oscar i kategorien liveaction-kortfilm.
- Det er jo kæmpestort det her, og det er selvfølgelig også en drøm, man aldrig troede skulle blive til virkelighed, siger han, da TV2 Østjylland fanger ham juleaftensdag, hvor han er hjemme ved sine forældre i Billund efter nogle hæsblæsende dage.
Troede ikke på det
Sammen med den ene af filmens to producere Christian Norlyk Larsen sad han spændt og ventede, da Oscar-akademiet tirsdag løftede slørede for, hvilke film der har opnået en såkaldt shortlist-nominering og altså er med i opløbet om den egentlige nominering.
- Vi vidste, der ville være et spænd mellem klokken seks om aftenen og klokken seks om morgenen. Så Christian og jeg havde aftalt, at vi skulle ud og spise sammen, og så måtte vi fejre det, hvis det lykkedes. Og hvis det ikke lykkedes, så måtte vi drikke smerterne væk. Så vi sad og opdaterede en liste på nettet, og så sagde de, at vi var shortlistet, fortæller Lasse Lyskjær Noer, der havde svært ved at fatte, hvad der var sket.
- Jeg troede selvfølgelig ikke rigtig på det til at starte med. Men det viste sig at være rigtigt, og så fik vi også en mail fra Oscar-akademiet efterfølgende, fortæller han.
At Lasse Lyskjær Noer med shortlist-nomineringen bevæger sig op blandt de helt store, vidner de øvrige nominerede i kategorien om.
Her finder vi Pedro Almodovars ‘Strange Ways of Life’ med Pedro Pascal og Ethan Hawke samt Wes Andersons Netflix-kortfilm ‘The Wonderful Story of Henry Sugar’.
Sorg, tab - og humor
'Knight of Fortune' - på dansk 'Ridder Lykke' - der blandt andre har Jens Jørn Spottag og Jesper Lohmann på rollelisten, handler om hovedpersonen Karl, der skal ind og tage afsked med sin afdøde kone i kapellet.
- Han er i den her fase af fornægtelse, så det er nemmere for ham at fikse en lampe eller isolere sig selv på toilettet, hvor han møder karakteren Torben, som også er fuldstændig smertet til i sorg. Torben spørger Karl, om han også har mistet, og så lyver Karl og siger, at det har han ikke. I stedet ender Karl med at gå med Torben ind for at se hans afdøde kone, og på den måde lægge sine egen smerte væk. Han er sådan en person, der tænker; jeg kan gøre alting selv. Moralen i historien er, at det er godt at kunne række ud og være der for hinanden i sorgen. Og så kommer de ud for alle mulige sjove ting undervejs, fortæller Lasse Lyskjær Noer.
Netop humoren er central i hans arbejde med film og visuelle fortællinger, der ofte tager udgangspunkt i alvorlige og dystre emner.
- Det betyder meget for mig. Jeg kan godt lide at arbejde med absurditet. Og det fantastiske ved humor er, at det er sådan en dejlig måde at forstå på. Når vi går i biografen og sidder og griner, er det lige pludselig som om, at fremmede mennesker kan føles helt genkendelige. Når vi sidder og griner sammen, er grinet ligesom med til at forene os. Det, synes jeg, er fantastisk. Nu er det jo også en film, der arbejder med sorg og tab, og der er humor en god måde til at forstå og knytte os tættere sammen. Det er vigtig for mig at kunne tage noget svært og gøre det fordøjeligt på den måde, siger Lasse Lyskjær Noer.
Håber det kan åbne nogle døre
Han har tidligere lavet mange musikvideoer og kommercielle film og kampagner. 'Knight of Fortune' er hans første rigtige kortfilm og friheden til helt selv at bestemme har været en fornøjelse.
- Her har jeg kunnet gøre det på min helt egen måde. For det er klart, når det er kommercielt, så er der en kunde i den anden ende, og så kan du ikke bare få lov til at styre alt. Det har jeg kunnet med den her, og det har været utroligt befriende, siger han.
Bedste liveaction-kortfilm:
De shortlist-nominerede er:
The After
The Anne Frank Gift Shop
An Avocado Pit
Bienvenidos a Los Angeles
Dead Cat
Good Boy
Invincible
Invisible Border
Knight of Fortune
The One Note Man
Red, White and Blue
The Shepherd
Strange Way of Life
The Wonderful Story of Henry Sugar
Yellow
Oscar-uddelingen, der har eksisteret siden 1929, regnes for den største og mest kendte prisuddeling i filmverdenen, og selv om Lasse Lyskjær Noers film ikke er endeligt nomineret endnu, håber og tror han på, at Oscar-glansen kan være med til at åbne nogle døre.
- Det tror jeg bestemt, det gør. Jeg håber, det vil være med til at banke mit navn fast i branchen, så andre får øjnene op for mit navn og vores firma, Jalabert Productions, som jeg har sammen med Christian Norlyk Larsen, for det er et nåleøje at komme igennem. Jeg er allerede i gang med at skrive på en spillefilm, som jeg håber på skal blive til virkelighed en gang i fremtiden, siger han.
- Man behøver ikke tage til København
Samtidig er det hans håb, at filmen, der er blevet til i det aarhusianske filmmiljø omkring Filmby Aarhus, vil sætte en tyk streg under, at der også laves rigtig gode film i Danmarks andenstørste by. Ikke mindst efter det aarhusianske produktionsselskab Deluca Film gik konkurs for få måneder siden.
- Det er sindssygt vigtigt. Jeg kender flere dygtige filmtalenter, som stadigvæk er i Aarhus og bliver i Aarhus og kæmper for at bygge Aarhus' filmmiljø op. Men det kræver jo, at man vil blive og kæmpe for det. Det er det, jeg håber på at kunne være med til, for jeg vil gerne blive i Aarhus og lave film. Der er et stærkt filmmiljø med stærke talenter, så det er kun dejligt, at hele Danmark - eller hele verden - får øjnene op for den talentmasse og det filmmiljø, så man ikke behøver at tage til København for at lave film, siger han og fremhæver i den forbindelse betydningen af Den Vestdanske Filmpulje.
- De har støttet det her projekt helt fra start. Filmen har jo ikke haft stor økonomi overhovedet, men den har haft lidt økonomi, og det er på grund af Den Vestdanske Filmpulje.
The New Yorker tror på filmen
Om 'Knight of Fortune' klarer skærene og opnår den endelige nominering bliver afsløret 23. januar.
Lasse Lyskjær Noer er optimistisk og hæfter sig ved, at der tilsyneladende er andre, der mener, at filmen har en god chance for at opnå den endelige nominering.
- The New Yorker har taget den ind som en af to kortfilm, de tror på kan blive oscarnomineret. Så den ligger faktisk inde på New Yorkers side, fortæller han.
Under alle omstændigheder glæder han sig over, at filmen er blevet vurderet til at have potentialet og dermed får opmærksomhed på den helt store scene.
- Det er fantastisk at tænke på, at det jo bare betyder, at filmen nu bliver set af endnu flere. Det er fuldstændig fantastisk. Det er bare kæmpestort, siger han.
Oscar-uddelingen finder sted 11. marts 2024.