To mænd stjal pas og kørekort for 700.000 kroner
To mænd idømmes fængsel, efter at de i februar stjal 36 pas og tre kørekort på Åby Bibliotek ved Aarhus
To mænd er onsdag blevet kendt skyldige i blandt andet tyveri og misbrug af pas.
Retten i Aarhus har idømt en 23-årig mand et år og tre måneders fængsel, mens en 28-årig idømmes fængsel i 13 måneder.
Tyveriet skete 24. februar i år, da de to mænd med en tredje person snuppede 36 pas og tre kørekørt, der lå til afhentning på Åby Bibliotek.
Den 23-årige er desuden blevet betinget udvist af Danmark med en prøvetid på to år. Manden er tyrkisk statsborger.
- Retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om et særligt groft tyveri.
- Blandt andet på grund af den værdi pas har på det illegale marked, og fordi formålet med tyveriet var at bruge passene til ny kriminalitet, siger anklager ved Østjyllands Politi Stine Hagstrup i en pressemeddelelse.
Ifølge Stine Hagstrup skønnes det, at de 36 pas og de tre kørekort havde en værdi af 720.000 kroner på det sorte marked.
Desuden misbrugte de to mænd de stjålne pas til at få udleveret mobiltelefoner for knap 50.000 kroner i flere butikker i Aarhus.