Nu skal menneskets bedste ven i børnehave
Potefryd i Brabrand er til daglig 'børnehave' for mange hunde
I Brabrand ligger der en børnehave. Det er dog ikke en børnehave for helt almindelige børn. Børnehaven hedder nemlig Potefryd, og stedet er for hunde.
- Jeg tror, det må være det samme som at aflevere sit barn første gang, man afleverer i spænding og håber på, at det hele går godt, siger Lars Rasmussen, der lige har afleveret sin hund.
I børnehaven Potefryd kan hundeejere aflevere deres hunde, som så kan tilbringe dagen i selskab med andre hunde, i stedet for at gå alene rundt derhjemme, og netop det tror hundeejerne gavner dyrene.
Harmoniske hunde
- Hvis han bliver aktiveret og socialiseret, så bliver han en mere harmonisk hund, og det bliver også bedre for hele familien, siger Lars Rasmussen.
Hos Potefryd oplever de da også stor tilfredshed fra de kunder, der har udsat deres kæledyr for det lidt anderledes koncept.
- Rigtig mange af vores hundeejere siger jo, at de bare er så glade for, at de har fået sådan en tillidsfuld hund, der bare gør alle de rigtige ting, siger hundedagplejer Lise Søballe.
Du kan se mere om Potefryd i videoen øverst på siden.