Østjysk strand i top: Her finder du Danmarks bedste badevand
Friluftsrådet har netop udgivet en liste med de 25 reneste strande i Danmark. En enkelt af dem findes i Østjylland.
Selvom temperaturerne i øjeblikket ikke indbyder til strandture dagen lang, så skal det havkolde sommervejr ikke holde os fra at snuppe en dukkert på en af de reneste strande i Danmark.
Friluftsrådet har netop udgivet en liste over landets 25 reneste strande med Blå Flag og Badepunkt, så de danske solbadere og vandhunde kan se, hvor de skal sætte kursen mod.
En af de strande ligger i Aarhus Kommune, hvor Ajstrup Strand er landet på en 19. plads.
- For at kunne få Blå Flag skal kvaliteten på strandene være i top, og lige meget hvor man ligger på listen, har stranden rigtig godt og rent badevand, fortæller Blå Flag- og Badepunkt-konsulent i Friluftsrådet, Josephine Moe Christophersen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Her kan du se et overblik over landets Blå Flag-strande.
Vandkvaliteten kan hurtigt ændre sig
Når det Blå Flag og Badepunkt flagrer i vinden over kysten er det tegn på, at badegæster her finder rent badevand.
De danske Blå Flag-strande er kendt for deres høje kvalitet og gode faciliteter, og Badepunkt markerer mindre badesteder med god badevandskvalitet.
På begge mærkningsordninger bliver der hver sommer foretaget kvalitetstjek af badevandet - og udarbejdet en liste over de allerbedste badesteder.
Sidste år blev Udbyhøj Strand nordøst for Randers kåret som den strand i Danmark, der havde den suverænt bedste vandkvalitet. I år er Udbyhøj Strand dog ikke at finde på top-25-listen, men stranden har stadig det Blå Flag hejst.
- Det, der kan gøre, at listen ændrer sig fra år til år, kan være midlertidige forureninger i forbindelse med regnskyl eller lignende.
- Det kan være, at man måske på en strand har haft et år, hvor man har været udsat for en masse regnskyl, der har resulteret i oversvømmelse på kloakkerne. Og så kan der være kommet midlertidige forureninger, som gør at vandkvaliteten i en periode har været dårligere, fortæller Blå Flag- og Badepunkt-konsulent i Friluftsrådet, Josephine Moe Christophersen.
Særligt én landsdel er ren
Danmark er generelt set kendt for en høj kvalitet af badevand, og lige nu har Danmark 174 Blå Flag strande, hvilket er et rigtig højt antal sammenlignet med vores nabolande, oplyser Friluftsrådet i en pressemeddelelse.
Læs også:
Alene i Aarhus har også Bellevue Strand, Moesgård Strand og Den Permanente det Blå Flag hejst, og det samme gælder en række andre østjyske strande.
Men det er især syd på, at de bedste badestrande findes. Som det kan ses af top-25-listen fra 2020, ligger 23 ud af de bedste badestrande målt på vandkvaliteten i Region Syddanmark - i Syd- og Sønderjylland, på Fyn og i Det Sydfynske Øhav.
2020: Blå Flag og Badepunkt top 25
1. Sandskær Strand, Aabenraa Kommune
2. Storebæltsbadet, Nyborg Kommune
2. Uge Lystfiskeri og Camping (privat strand med offentlig adgang), Aabenraa Kommune
4.Fyns Badestrand, Nyborg Kommune
5. Assens Næs strand, Assens Kommune
5. Skærbæk Strandpark, Fredericia Kommune
7. Skarrev Strand, Aabenraa Kommune
8. Hesselbjerg Strand, Langeland Kommune
9. Slotshagen, Svendborg Kommune
10. Christiansminde, Svendborg Kommune
11. Smørmosen, Svendborg Kommune
11. Strib Nordstrand, Middelfart Kommune
13. Søby Strand, Ærø Kommune
14. Løjt Feriecenter strand (privat strand med offentlig adgang), Aabenraa Kommune
15. Nørre Lyngvig Strand, Ringkøbing-Skjern Kommune
16. Hasmark, Nordfyns Kommune
17. Bogense Søbad, Nordfyns Kommune
17. Davinde Sø, Odense Kommune
19. Ajstrup Strand, Aarhus Kommune
20. Strandhotellerne, Nyborg Kommune
21. Eriks Hale, Ærø Kommune
22. Købingsmark Strand, Sønderborg Kommune
23. Løverodde Strand, Kolding Kommune
24. Vedersø Klit Strand, Ringkøbing-Skjern Kommune
25. Ristinge Strand, Langeland Kommune
25. Østerstrand, Fredericia
Kilde: Friluftsrådet