Overhaling gik galt: Ni er kommet til skade i voldsom ulykke
Stort trafikuheld i Aarhus-forstaden Brabrand
Seneste nyt lørdag kl. 14.07: De tre værst tilskadekomne kvinders tilstand er uændret. De er alvorligt kvæstede, men er uden for livsfare. Det fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Martin G. Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ni personer er bragt til sygehuset efter en trafikulykke på Holmstrupgårdsvej i Brabrand i det vestlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi, der fik alarmen om ulykken klokken 18.47.
- Tre af de tilskadekomne er alvorligt kvæstede, men de er ikke i livsfare, siger vagtchef Per Bennekov.
- Tre biler er involveret. Der er cirka ti tilskadekomne, heraf er tre alvorligt kvæstede, sagde vagtchef hos Østjyllands Politi Per Bennekov tidligere fredag aften til TV2 ØSTJYLLAND.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
Ingen af de ni tilskadekomne er dog i livsfare.
Ulykken skete, da en 19-årig mand ville overhale en anden bil.
- Da han er ved at overhale, opdager han, at der er modkørende trafik, og at han derfor ikke kan nå at fuldføre overhalingen, fortæller vagtchefen.
Den 19-årig trækker derfor ind til højre, og rammer den bil, som han var ved at overhale.
Til sygehuse i Aarhus og Randers
Bilen, der bliver ramt, bliver slynget rundt og kommer over i den anden side af vejen, hvor den bliver ramt af en modkørende bil.
I de tre involverede biler var i alt 11 personer. To slap uskadt, mens ni blev bragt til sygehuse i Aarhus og Randers.
De alvorligt kvæstede er tre kvinder i alderen 19-21 år. De sad alle i den bil, der blev slynget over i den forkerte kørebane.
I forbindelse med ulykken var Holmstrupgårdsvej i en periode spærret fra Edwin Rahrsvej til rundkørslen ved Jernaldervej.