Prins Henriks bronzeskulptur afsløres på havnen i Aarhus

Skulptur lavet af prins Henrik kan blive ny attraktion ved havnefronten i Aarhus, lyder håbet fra en glad giver

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Prins Henrik deltog i slutningen af juni i årets Tunø Festival. Foto: Kim Haugaard - Ritzau Scanpix

Aarhus bliver en attraktion rigere, når en skulptur lavet af prins Henrik afsløres tirsdag.

Prinsen har lavet den cirka 1,80 meter høje skulptur på bestilling af Rømerfondet, der blandt andet arbejder for forskønnelse af Aarhus by.

Medlem af fondens bestyrelse Allan Aagaard har store forventninger til skulpturen, der placeres ved havnefronten.

Personligt synes jeg næsten, at den kunne være Aarhus' svar på "Den Lille Havfrue".
Allan Aagaard, Rømerfondet

- Jeg håber på, at det kan blive en stor attraktion. Den kommer til at stå centralt, hvor der kommer mange mennesker, lyder det fra Allan Aagaard, der også er direktør for Aarhus Teater.

Rømerfondets anledning til at give gaven er, at Aarhus i år er europæisk kulturhovedstad. Det fik fonden til at tage kontakt til tidligere direktør for kunstmuseet Aros, Jens Erik Sørensen.

Han kunne fortælle, at prins Henrik lavede en spændende skulptur i miniatureudgave i tiden omkring 1980. En skulptur, der ifølge den tidligere museumsdirektør ville egne sig fortrinligt til sådan en gave.

Og sådan gik det til, at modellen nu er blevet til en bronzeskulptur i fuld skala. Skulpturen hedder "Sirene" og giver ifølge Allan Aagaard associationer til et cirkus.

- Når jeg ser skulpturen, tænker jeg en søløve, der står med en bold på snuden og danser rundt i manegen i et cirkus. Det er i hvert fald den association, jeg får. Den er meget kompleks og har et kraftfuldt udtryk, siger Allan Aagaard.

Kommer ikke selv

Prins Henrik har tidligere udstillet nogle af sine skulpturer på Aros i udstillingen "Pas de deux royal" fra oktober 2013 til marts 2014.

Dronning Margrethe og prins Henriks skulpturer og malerier kunne opleves på Aros i 2014.

Her udstillede dronningen også nogle af sine malerier.

Det var håbet, at prinsen selv kunne deltage i afsløringen af skulpturen. Men noget kom i vejen.

- Planen var, at prinsen skulle komme, men som alle ved, så har han fået den her kedelige demensdiagnose.

Det betyder, at kongehuset har meldt afbud til arrangementet, siger Allan Aagaard.

Afsløringen af skulpturen finder sted tirsdag klokken 12 ved Honnørkajen på havnen i Aarhus.

Der vil blandt andet være taler af Anders Christoffersen, der er formand for Rømerfondet, tidligere museumsdirektør Jens Erik Sørensen og kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her