Rasmus mærkede psykisk sygdom i familien - nu arbejder han for børn i samme situation
Børn med psykisk syge forældre fortjener ekstra omsorg, og det vil Rasmus fra Aarhus hjælpe med. Han har nemlig selv prøvet det.
Køb et juletræ og hjælp et barn, der har brug for det.
Sådan lyder tilbuddet, når Rasmus Schelde Frederiksen i disse dage sælger juletræer ved Kunsthal Aarhus.
Hver gang han sælger et træ, går der nemlig penge ind hos Bedre Psykiatri i Aarhus, og de penge skal bruges til at hjælpe børn af forældre, der lider af psykiske sygdomme.
Noget, han selv havde inde på livet som barn, da hans far, der var selvstændig juletræsproducent, gik ned med stress.
- Det kunne være svært at komme hjem fra folkeskole og så finde ud at, at Far ikke var stået op endnu, når de andre børns familier stod op og morgenen og tog på job. Sådan var bare ikke lige hjemme ved os.
- Der er en rigtig fin symbolik i, at vi starter her igen og så fører det videre, vi gav slip på i familien, siger Rasmus Schelde Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.
En stor hjælp
Hvert juletræ støtter Bedre Psykiatri med 40 kroner, som efterfølgende bliver brugt på at lave ture og arrangementer for børn, hvis forældre er ramt af psykisk sygdom.
Det var netop noget som det, der gav Rasmus Schelde Frederiksen et frirum i hans barndom.
- Det hjalp mig rigtig meget i børnegrupperne at møde nogen andre børn, der havde det på samme måde som mig, siger han.
Hos Bedre Psykiatri er man taknemlig for Rasmus Schelde Frederiksens arbejde.
- Sidste år fik vi næsten 10.000 kroner ud af det her i Aarhus, så det er en vældig ting, forsikrer lokalformand Kristian Buhr.
Sidste års penge muliggjorde en tur i tivoli og en hyggelig eftermiddag for børnene.