Sletter omdiskuteret app: - Det er lidt uhyggeligt, at den kender mig så godt
Venstres Mathilde Hjort Bressum har valgt at slette appen TikTok i kølvandet på kritik af det sociale medie.
- Det er lidt uhyggeligt, at den kender mig så godt.
Sådan siger Mathilde Hjort Bressum, der er politisk ordfører for Venstre i Aarhus Kommune.
Derfor har Mathilde Hjort Bressum, der ellers har haft stor succes med appen, nu valgt at fjerne TikTok fra sin telefon.
Flere hundredetusinde danskere bruger appen, men lige nu skaber den en stor debat mange steder.
Onsdag anbefalede Center for Cybersikkerhed, at kommuner og andre offentlige og private organisationer laver en risikovurdering af at bruge TikTok.
Bekymring for spionage er baggrund for nye TikTok-anbefalinger
Appen TikTok indsamler data i et større omfang end andre sociale medier, og det forhøjer risikoen for spionage.
Sådan lyder det fra Mark Fiedel, chef for cyberanalyse hos Center for Cybersikkerhed (CFCS).
- TikTok-appen ligger absolut i den højeste kategori i forhold til, hvilke typer data den indsamler. Andre sociale medier indsamler også data, men ikke nødvendigvis i det omfang, siger han.
- Jo flere rettigheder og adgange en app har på en telefon, desto flere sårbarheder kan det introducere.
Onsdag anbefalede Center for Cybersikkerhed, at kommuner og andre offentlige og private organisationer laver en risikovurdering af at bruge TikTok.
I sidste uge frarådede centret statslige ansatte at bruge TikTok på arbejdstelefonen.
Mark Fiedel fortæller, at de statslige organisationer har flere spionagemål end for eksempel kommunerne.
- I statslige myndigheder har man i sagens natur ofte adgang til sådan noget som fællesstatslige systemer og andre ting, som kan have interesse for fremmede stater.
Ifølge chefen for cyberanalyse kan apps som TikTok indsamle oplysninger, der kan knytte en telefon til dens ejer. Derudover kan disse apps få adgang til kameraer samt indsamle lyd og videoer.
De kan også få adgang til tekniske oplysninger, som eksempelvis hvilke andre apps der er på telefonen.
// Ritzau
- Det er rigtig skræmmende, at en app ved så meget om mig. Man falder jo ind i et loop af de samme videoer, der alt sammen er designet til at være noget, som jeg personligt vil synes godt om, siger Mathilde Hjort Bressum.
TikTok er på få år blevet et af verdens største sociale medier.
- Jeg har ikke følt mig utryg ved at have appen, indtil anbefalingerne er kom, og nu er jeg begyndt at have nogle overvejelser omkring den information, man giver videre til sådan en stor og kinesisk-ejet app, siger Mathilde Hjort Bressum.
'Storpolitik'
Frederik Plejdrup har virksomheden A Gen Z Company, der rådgiver om og producerer TikTik-videoer til virksomheder. Han synes ikke, at man bør slette appen nu.
- Jeg synes godt, at man måske lidt kan kalde det en overreaktion, siger han.
Frederik Plejdrup uddyber:
- Jeg synes på baggrund af, at det er uden konkrete hændelser, der får dem til at melde det her ud, at det med andre ord nok er storpolitik. Det er ikke TikTok, der er problemet lige nu, det er det, at det er kinesisk.
Anbefalinger skal tages alvorligt, mener ekspert
Ifølge it-ekspert Johan Ole Willers, der er postdoc ved Institut for Organisation ved Copenhagen Business School, bør man tage anbefalingerne fra Center for Cybersikkerhed alvorligt.
- Hvis du har sensible data, så skal du da været bekymret, og om ikke andet skal du være meget opmærksom på hvilke tilladelser, du giver til den app, siger Johan Ole Willers.
Vil gerne vise vejen
I Aarhus har V-politikeren nu altså valgt at slette TikTok.Hvor meget tror du, at TikTok ved om dig?
Jeg tror, at TikTok ved rigtig meget om mig. Det er i hvert fald almenkendt, at TikTok overvåger ens færden på telefonen, så jeg tror, at den kender mig rigtig godt, siger Mathilde Hjort Bressum.
Kan det så ikke være lige meget, om du sletter den eller ej?
Det synes jeg ikke. Jeg er en ung politiker, og jeg er nødt til at statuere et godt eksempel, synes jeg. Og det synes jeg også, at man gør, hvis man går ud og følger Center for Cybersikkerheds anbefalinger, siger hun.