Speciallæge: Fitnesscentre er oplagt miljø for superspredere
Fitnesscentre er klar til at tage imod brugere med færre brugere og afstandskrav, siger brancheforening.
Når indendørs idrætsfaciliteter genåbner den kommende tid, bliver det svært at skabe et træningsmiljø, som er uden risiko for coronasmitte.
Det vurderer Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital og lektor i folkesundhed ved Aarhus Universitet.
Svømmehaller og fitnesscentre er nemlig oplagte til at sprede smitte, lyder det.
- Jeg har meget svært ved at se for mig, hvordan man kan lave en smittefri fitnesscenterstation.
- Hvis der er en, som er smittet, skal man godt nok være vaks med håndspritten og ventilationen for at undgå at smitte andre, siger han.
Gode vilkår for superspredere
Det er ifølge Christian Wejse fitnesscentrenes små rum med dårlig ventilation, at man trækker vejret tungt og rører ved mange af de samme overflader, der øger risikoen for smitte.
Dermed vil genåbningen også særligt give gode vilkår for superspredere. Det er betegnelsen for personer, som smitter andre, siger Christian Wejse.
Alligevel mener han, at det godt kan forsvares at åbne nu, hvor smittespredningen med coronavirus i Danmark ligger på et meget lavt niveau.
Enighed lørdag aften
Det er regeringen og alle Folketingets partier, der lørdag aften er blevet enige om, at indendørs idrætsfaciliteter skal være en del af genåbningens fase 3. Den begynder mandag 8. juni.
Fitnesscentre, badelande og svømmehaller er en del af aftalen. Det var ellers først planlagt til at genåbne i august sammen med natklubber og spillesteder.
Det skyldes, at risikoen for smittespredning er større, end den er ved andre dele af samfundet.
Branchedirektør mener centrene kan løfte opgaven
Hos Dansk Fitness og Helse Organisation, der er fitnesscentrenes brancheorganisation, er branchedirektør Morten Brustad ikke i tvivl om, at centrene kan løfte opgaven.
Han siger, at man inden aftalen har spillet ind med forslag til de kommende retningslinjer, hvor man blandt andet begrænser kapaciteten i centrene, har fokus på afstand og indfører et krav om at brugerne klæder om og går i bad hjemme.
- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det kan betale sig. Vi ser jo ind i en ny virkelighed, hvor der er et virus. Det ansvar påtager fitnessbranchen sig gerne, siger Morten Brustad.
Kulturministeriet ventes at offentliggøre de endelige retningslinjer inden mandag.