Specielt gymnasie gavner de kreative sjæle
På Visuelt Gymnasium i Horsens får de studerende lov at udfolde deres kreative sider.
Dansk, matematik, tysk, historie, samfundsfag.
Fagene i de danske gymnasier giver ikke altid nok rum til de kreative studerende.
Det mener de i hvert fald i Horsens.
Her har gymnasierne et samarbejde med den lokale billedskole, som betyder, at elever, der har brug for mere tid til at udfolde sig kreativt, kan få det behov opfyldt på en visuel gymnasielinje.
På 'Visuelt Gymnasium' mødes eleverne, sideløbende med deres gymnasieuddannelse, seks timer om ugen, hvor de kan dyrke deres fælles passion og få undervisning i kreative fag som billedkunst, design og arkitektur.
- Det er en helt unik mulighed, en anderledes måde at lære og blive undervist på, end det er i gymnasiet, siger Hjalte Sigurd Latif, der er elev på Visuelt Gymnasium i Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den holdning er han ikke alene om at have.
- Jeg er rigtig glad for det, og det er også derfor jeg valgte Horsens Statsskole i stedet for Odder Gymnasium, for der havde man ikke den samme mulighed, siger en anden af skolens elever, Mathilde Jylov til TV2 ØSTJYLLAND.
Brug for fokus på det kreative
Det er Billedskolen, der normalt underviser børn ned til 6-års alderen, som driver det visuelle gymnasium, og lederen af projektet, mener, at der i høj grad er behov for at give plads til de kreative børn og unge.
- Tænk, hvis man er et visuelt barn og så begynder man i skole, og alt det visuelle man har beskæftiget sig med i de første fem-seks år af sit liv, det bliver pludselig forkastet, og så får man at vide, at det handler om matematik og dansk, og det er de vigtige ting, siger Jannik Broz, leder af Billedskolen og Visuelt Gymnasium, til TV2 ØSTJYLLAND.
Noget, som en af de nuværende elever kan nikke genkendende til.
- Selvfølgelig har det ikke været det, der har været mest fokus på, når vi kom i skole. Der var det mere, at det at tegne og være kreativ, var en fritidsinteresse, og så kunne man være heldig, at man havde billedkunst eller håndværk, siger Mathilde Jylov.
Leder af uddannelsen, Jannik Broz, oplever, at en helt ny verden åbner sig for de kreative elever, når de starter på det visuelle gymnasium.
- Når de møder hinanden, så opfører de sig meget ofte som to hunde, der har fundet ud af, at der findes andre hunde. De opfører sig simpelthen som om, de ikke har mødt nogen ligesom dem selv før i deres liv.
Opstod som behov hos billedskole-elever
Jannik Broz fortæller, at ordningen startede tilbage i 2013, da man så et klart behov blandt eleverne på Billedskolen.
- Det opstod ved, at de ældste elever på Billedskolen på det tidspunkt tårevædede stod og sagde, at "nu synes vi, vi er for gamle til at gå på billedskolen, og hvad skal vi så?", siger han.
Sidste år blev ordningen udpeget af Kulturministeriet, som et særligt talentmiljø i Danmark, og Jannik Broz så gerne et endnu større fokus på det visuelle og kreative.
- Jeg plejer lidt groft at sige, at vi er et land af visuelle analfabeter. Så er der selvfølgelig nogen der siger, at vi har mega gode arkitekter, vi har mega gode alt muligt. Ja, men jeg vil så sige, at de fleste af dem er på trods, siger han.
I alt er der 25 elever fra 1-3. g på ordningen, som er finansieret af forældrebetaling og koster 1182 kr. om måneden