Tilbud giver unge som Sara en fremtid - men snart kan det være fortid

Den særligt tilrettelagte uddannelse HF Fundamentet har gode erfaringer med at få psykisk sårbare unge til at gennemføre en ungdomsuddannelse, men der mangler penge til at fortsætte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Video: For Sara Graulev Rasmussen-van Leuken har det haft stor betydning, at hun har fået mulighed for at gå på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse som HF Fundamentet i Aarhus.

Da Sara Graulev Rasmussen-van Leuken første gang begynder på en ungdomsuddannelse, viser det sig hurtigt, at det ikke bliver en succes.

På grund af hendes PTSD-diagnose er mødet med gymnasiet en overvældende oplevelse, og der går ikke længe, før hun dropper ud igen.

- Jeg kommer ind og synes, at de alle sammen virker vildt seje. Og jeg føler mig slet ikke særligt sej. Jeg følte mig megalille og havde svært ved at følge med i det der tempo, der er, siger Sara Graulev Rasmussen-van Leuken til TV2 Østjylland.

Men ved et tilfælde falder hun senere hen over et anderledes uddannelsestilbud, som tager hensyn til unge som hende. Et tilbud, som nu er truet på grund af manglende penge fra næste år.

Tilbuddet hedder HF Fundamentet og er et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb, hvor der er færre timer på skemaet, færre elever i klasserne og relevante fagpersoner tilknyttet som for eksempel psykologer.

Som supplement til undervisningen er der også plads til, at eleverne kan tale højt om deres mentale sundhed.

- Her kan man sige, ’jeg har en øv-dag’, eller ’jeg har bare grædt hele morgenen’, eller ’det hele sejler for mig’. Men man kan også sige ’jeg har det fantastisk, skal jeg ikke give dig et kram’. Vi er der for hinanden, og det gør en verden til forskel, at der er plads og tid til, at vi kan sætte os i en rundkreds og sige ’hjælp’, siger Sara Graulev Rasmussen-van Leuken. 

Hvad er HF Fundamentet?

HF-fundamentet er et tilbud for sårbare unge, der af forskellige årsager har svært ved at komme i gang med og/eller gennemføre en ungdomsuddannelse.

Uddannelsen er særlig tilrettelagt til at støtte unge med angst og andre svære problematikker til at gennemføre en HF.

Uddannelsen varer tre år.

For alle tre år gælder, at man:

  • har tilknyttet en studiementor, som kan hjælpe med struktur, overblik og det faglige

  • på særligt udfordrende dage har mulighed for at være hjemme

  • har mulighed for at gøre brug af Fundamentets tilbud

Kilde: Fundamentet.org

Fondsmidler forsvinder næste år

I dag er Sara Graulev Rasmussen-van Leuken tredjeårs-elev på HF Fundament, og er overbevist om, at hun får huen på til sommer. Noget hun ellers har haft svært ved at tro på for bare få år siden.

- Jeg ved, at det kan bringe mig lige derhen, hvor jeg gerne vil. Og jeg ved, at det ikke er HF-fundamentet, der kan bringe mig derhen. Men at jeg selv kan bringe mig derhen. Fordi jeg er også blevet megasej nu, siger hun.

Derfor ærgrer det hende, hvis andre unge skal gå glip af muligheden for at gå på den særlige uddannelse.

Indtil videre har HF Fundamentet været finansieret gennem penge fra A.P. Møller Fonden, men til næste år slipper pengene op. Derfor har foreningen Fundamentet, som står bag uddannelsen sammen med Aarhus HF & VUC, rakt ud til Aarhus Kommune. Håbet er, at kommunen vil betale for, at tilbuddet kan fortsætte.

Vi er blevet mødt af, at det er et godt tilbud, og at de kan se, at vi lykkes. Men de har svært ved at se, hvor de skal finde pengene.
Vibeke Thorup Bertelsen, projektleder, HF Fundamentet

- Vi er blevet mødt af, at det er et godt tilbud, og at de kan se, at vi lykkes. Men de har svært ved at se, hvor de skal finde pengene, siger Vibeke Thorup Bertelsen, der er projektleder i HF Fundamentet, til TV2 Østjylland.

HF Fundamentet er blandt andet lykkedes med at nedbringe frafaldsprocenten i forhold til i en almindelig HF-enkeltfagsklasse, ligesom eleverne også scorer bedre både i forhold til karakterer og motivation.

- Jeg ser det som en kæmpe besparelse på sigt. De her unge har et højere forbrug af sundhedsydelser, og vores sundhedssystem er rigeligt presset i forvejen. Og vi ved også, at de har mindre kontakt med psykiatrien, når de er hos os, siger Vibeke Thorup Bertelsen.

Rigtig mange har brug for støtte

Eva Borchorst Mejnertz, der er forkvinde for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune (S), forklarer, at kommunen allerede nu har et overforbrug på omkring 50 millioner kroner på det specialiserede ungeområde.

Kommunen har derfor svært ved at tilbyde de 1,3 millioner kroner, som HF Fundamentet efterspørger.

Her taler vi om 23-24 unge årligt, og der er desværre rigtig mange udover dem, der har brug for den her mentorstøtte
Eva Borchorst Mejnertz (S)

- Vi kan ikke give dem det beløb. Det ville udgøre 23 procent af vores mentorbudget, og der skal også være mentorstøtte til de andre, der har behov. Her taler vi om 23-24 unge årligt, og der er desværre rigtig mange udover dem, der har brug for den her mentorstøtte, siger Eva Borchorst Mejnertz (S) til TV2 Østjylland.

Aarhus Kommune vil dog gerne bidrage med omkring 200.000 kroner i håb om, at private investorer vil betale det resterende beløb, så tilbuddet kan fortsætte, når de nuværende fondsmidler er brugt. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her