Tilbud til udsatte unge droppet - kræver svar fra minister

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) skal nu forholde sig til Aarhus Kommunes opsigelse af samarbejdet med Acturas ’Teknologitalenter’.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Undervisningsminister Mattias Tesfaye skal nu forholde sig til sagen fra Aarhus. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det vækker opsigt på Christiansborg, at Aarhus Kommune har valgt at opsige samarbejdet med virksomheden Actura om et særligt forløb til børn og unge med autisme.

Nick Zimmermann, østjysk valgt medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, har fredag stillet spørgsmål til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S). 

- Det er en ærgerlig tendens, at der sker en nedslagtning af gode tilbud rundt omkring i kommunerne, særligt når det handler om tilbud, der skaber livskvalitet for nogle børn og kan hjælpe dem videre i tilværelsen, siger Nick Zimmermann til TV2 Østjylland.

Stopper samarbejde efter otte år

Torsdag kunne TV2 Østjylland fortælle, at virksomheden Actura ikke længere vil få støtte af Aarhus Kommune til arbejdet med ’Teknologitalenter’. 

Hvad går 'Teknologitalenter' ud på?

Forløbet henvender sig til unge med særlige behov på 7.-10. årgang i en specialklasse. Deltagerne har typisk diagnoser indenfor autismespektret.

Formålet er at øge børnenes trivsel og give dem mulighed for at dygtiggøre sig inden for det, de er særligt optaget af.

3D print, 3D konstruktion, spil, programmering, animation, virtual reality, Minecraft-programmering, arkitektur og undervandsdroner er nogle af de ting, deltagerne arbejder med.

Aarhus Kommune begrunder blandt andet opsigelsen med udbudsregler, og så har man fundet ud af, at der mangler den nødvendige lovhjemmel.

- ’Teknologitalenter’ er lavet som et praktikforløb efter folkeskoleloven, og der må vi bare konstatere, at flere af de individuelle forløb ikke har levet op til folkeskolens bestemmelser, og det falder alene tilbage på os i kommunen, det falder alene tilbage på PPR, som ikke har fulgt ordentligt op, og det burde de have gjort, sagde Ole Kiil Jacobsen, der er sekretariatschef i Aarhus Kommune, torsdag.

Nick Zimmermann har fredag blandt andet bedt ministeren forholde sig til, om han vil ændre i loven, så kommunen kan fortsætte samarbejdet om ’Teknologitalenter’ med Actura. 

Spørgsmål fra Nick Zimmermann til ministeren

Vil ministeren kommentere artiklen ”De får børn med autisme til at blomstre – men nu stopper kommunen samarbejdet” herunder om ministeren vil tilvejebringe den nødvendige lovændringer for at kommunen kan fortsætte arbejdet med Actura og hvad ministeren mener om, at en kommune afslutter et forholdsvist billigt projekt for børn med autisme, der har givet så gode resultater for de involverede og om ministeren i lyset af de gode resultater fra Actura vil medvirke til at udbrede erfaringerne til andre kommuner, så børn med autisme får bedre mulighed for at få succes i vores uddannelsessystem?

Også Socialdemokratiets Camilla Fabricius og Moderaternes Tobias Grotkjær har undret sig over kommunens beslutning. Sidstnævnte giver desuden udtryk for, at det ikke harmonerer med regeringens visioner.

- Det, synes jeg, er brandærgerligt, at de gør. Helt overordnet er det jo vigtigt, at vi udnytter forskellige børns kvaliteter. Det er ret vigtigt, at man tidligt i forløbet gør noget for at motivere dem. Det får værdi for samfundet på sigt og også for børnene og de unge, sagde Tobias Grotkjær Elmstrøm torsdag til TV2 Østjylland.

Camilla Fabricius havde gerne set, at kommunen havde rakt ud til Undervisningsministeriet. 

- Noget af det, man kunne have gjort, var at rette henvendelse til Undervisningsministeriet og så have set på, om man kunne have håndteret det, indtil vi fik juniormesterlæren stemt igennem, sagde Camilla Fabricius torsdag.

VIDEO: 16-årige Marcus Lindencrone Konrad har en autismediagnose og kommer to dage om ugen hos virksomheden Actura i forløbet ’Teknologitalenter’. Her kan du høre, hvad han selv mener, han har fået ud af sine to år i forløbet.

En ny situation

Men det er ikke kun den nødvendige lovhjemmel, der er årsag til opsigelsen af samarbejdet.

Børn og Unge i Aarhus Kommune sendte torsdag dette skriftlige svar på kritikken fra Christiansborg:

'Actura er på flere parametre lykkedes rigtig godt med deres tilbud. Da vi gik ind i samarbejdet, kunne Actura tilbyde noget, vi ikke selv havde på hylderne i Børn og Unge. I dag er situationen en anden, og vi har bedre muligheder for at tilbyde forløb med fokus på både skole og det praktiske, som vi ved, nogle af de her børn, har brug for.'

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her