Tina fik ét år at leve i - 364 dage efter ringede telefonen
Tina har haft syv hjertestop og frygtede at dø. Snart er hun klar til at sende et dybfølt tak til nogle fremmede, som har mistet et nært familiemedlem.
Klokken nærmer sig middag, da telefonen pludselig ringer. Tina Bach Christensen ligger i sin seng og er utilpas. Og opgivende, fordi hun flere gange har forsøgt at få fat i hjemmeplejen, der ikke besvarer hendes opkald.
Muskelcellerne i hendes hjerte er fortykkede, og det har været medvirkende til, at hun gennem en årrække har haft syv hjertestop. Sygdommen i hendes hjerte er medfødt.
For 364 dage siden fortalte lægerne hende, at hun blot har ét år tilbage at leve i.
En vibrerende telefon
43-årige Tina er forelsket, og manden, hendes syge hjerte banker for, er lige taget afsted. Men på telefonen ved siden af lyder en vibration, og på skærmen står der, at det er overlægen, der ringer.
Tina har været på hospitalet dagen før, og overlægens opkald vækker en undren hos hende.
- Jeg tager telefonen, og han siger så til mig: "Ja, Tina – jeg har et hjerte til dig nu", fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Ordene efterlader hende rådvild, for hun er før blevet tilbudt et hjerte. Dengang blev begejstringen hurtigt erstattet af skuffelse, for da lægerne åbnede hjertet, viste det sig at være forkalket. Det kunne derfor ikke bruges i et nyt menneske.
De seneste tre år har Tina været konstant opmærksom på sin telefon. Ikke for at tjekke sin Facebook eller mail, men for at være beredt på et opkald fra sygehuset.
For ringer lægen og tilbyder et hjerte, og hun misser opkaldet, gives hjertet til en anden. Og uret tikker, efter at lægen fortalte hende, at hun kun har et år tilbage at leve i.
Kan hjertet bruges?
Hun havde næsten intet tøj på, da hun forlod huset og blev kørt afsted i en ambulance til Skejby Sygehus. I travlheden ringede hun til sine børn, der irriterede svarede, at de altså var i skole.
- Jeg svarede, at det vidste jeg da godt, men jeg skulle altså have et nyt hjerte nu.
I ambulancen er de Falck-reddere, hun har kørt med så mange gange før. De jubler, da de ser hende og udtrykker deres begejstring for, at det nu endelig er hendes tur til at få et nyt hjerte.
På hospitalet venter Tina i fire timer på at få at vide, hvorvidt det nyligt afdøde menneskes hjerte kan bruges eller ikke. Hun er ræd for, hvordan hun vil reagere, når hun får svaret. Vil hun sparke og slå omkring sig, hvis det er negativt?
Samtidig forbereder hun sig på, at hvis det bliver et ja til hjertet, kan det blive en evig afsked med de venner og familie, der nu står omkring hende. For der er ingen garanti for at overleve operationen.
Smerte og taknemmelighed
Da hun otte timer senere vågner, kan hun kun se skikkelser. Hun hører stemmer, men kan ikke genkende dem.
Hun har ondt i hele kroppen. Smerten er større, end hun nogensinde har oplevet tidligere. Men allerstørst er taknemmeligheden.
- Det rør mig dybt. Der er en, der har et dejligt, smukt hjerte, der har valgt at tage stilling til det her (at donere, red.), og som har valgt det i en forholdsvis ung alder. Hjertet er yngre, end mit eget er.
Tina må ikke få at vide, hvem personen, hun har fået doneret hjertet af, var. Hun ved ikke, om det var en mand, en kvinde eller hvor i Norden, hjertet kommer fra. Og derfor ved hun heller ikke, hvem familien er.
Og det ærgrer hende inderligt, at hun ikke kan få lov at vise den taknemmelighed, hun føler for, at de har accepteret, at organerne fra deres kære måtte doneres.
Hun tror, at det vil betyde noget for den familie, der har mistet, at vide, hvor meget donationen har betydet for hende. Og for de andre personer, der har modtaget organer herfra.
- Jeg lider med den familie, som også lider. Familien har hurtigt taget stilling til, hvorvidt organerne måtte doneres eller ej. Nu har denne person højst sandsynligt reddet syv menneskeliv, fortæller Tina.
Tina må dog sende et brev, som vil blive overleveret til familien. Men hun understreger, at hun først skriver brevet, når den værste smerte har fortaget sig. For hun kan slet ikke finde de rigtige ord nu.
Halvmaraton og næstekærlighed
På trods af syv hjertestop og tre år med smerter mener Tina, at sygdommen har givet hende noget, hun ikke havde før.
- Jeg har lært at være taknemmelig. Og jeg har fundet ud af, at der ikke er noget vigtigere end næstekærlighed. Den familie har valgt at give mig hjertet af kærlighed, siger hun.
Tina regner med at blive udskrevet inden for 14 dage. Og så skal hun tilbage til livet.
- Nu skal det handle om at leve og at lære at være rask. Jeg kommer til at hjælpe andre mennesker - hvordan ved jeg ikke, men der skal hjælpes, siger hun.
Jeg skal snakke lidt med mit hjerte engang imellem og høre, hvem der er derinde.
Tina har tre børn derhjemme, hvoraf to af dem har samme hjertesygdom som hende selv. De er dog ikke skrevet op på listen til donation endnu, da det blandt andet kræver undersøgelser af, om de psykisk og fysisk vil kunne kapere en sådan operation.
Desuden ønsker lægerne, at man beholder sit eget hjerte så længe som muligt. For ifølge Tina lever man kun omkring 15 år med et hjerte, der ikke er ens eget.
Før Tina blev syg, var hun enormt aktiv, og hun havde en passion for motion. Hun har nu aftalt med sin bror, at hun vil løbe et halvmaraton med ham til juni.
- Jeg havde egentligt foreslået et maraton, men det var min bror, der fik det ned til et halvmaraton, siger hun.
Men det bliver med en anden følelse, end hun før i tiden havde, da hun arbejdede som personlig træner.
- Jeg skal snakke lidt med mit hjerte engang imellem og høre, hvem der er derinde. Personen, der døde, kommer til at få et godt liv med mig. Hun banker i mig lige nu, siger hun.
