Tre sendt til tjek på skadestuen efter brand på plejehjem

Ild opstod på et plejehjem i en beboers lejlighed natten til mandag. Årsagen til branden er ikke fundet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Branden opstod på Lokalcenter Havkær, der ligger på Mosealléen i Tilst. Foto: Øxenholt Foto

Politi, brandvæsen og ambulancer rykkede natten til mandag ud til en brand på et plejecenter i Tilst i Aarhus.

Tidligt mandag morgen er branden slukket, og beredskabet har afsluttet indsatsen.

Det fortæller vagtchef Jens Rønberg ved Østjyllands Politi.

I alt blev tre beboere kørt til tjek på skadestuen for røgforgiftning, men ingen kom alvorligt til skade. 

Beboerne har det umiddelbart fint og kan formentlig komme hjem igen senere i dag, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag formiddag. 

Branden opstod på Lokalcenter Havkær, der ligger på Mosealléen i Tilst.

14 beboere evakueret  

Mens brandslukningen stod på, blev de øvrige beboere samlet på et fælles areal, fortalte vagtchefen omkring klokken 02.45. 

- Når vi er færdige med at slukke, kommer de fleste af dem tilbage på værelserne, på nær der hvor ilden er opstået, sagde Jens Rønberg.

Østjyllands Politi oplyser mandag formiddag, at 14 plejehjemsbeboere blev evakueret fra den bygning, hvor branden brød ud. 

Årsag til brand er ukendt 

Ilden opstod i en af beboernes lejligheder. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt for politiet at sige, hvad branden skyldtes. 

Der var ikke nogen personer i lejligheden, og brandvæsenet nåede at slukke branden, da politiet ankom til stedet. 

Lejligheden har fået en del sodskader. Derudover er en terrasserude blevet knust - formentlig på grund af varmen fra ilden. 

Politiets brandteknikere skal i løbet af ugen undersøge lejligheden nærmere med henblik på at få afklaret, hvordan branden på plejecenteret i Tilst opstod. 

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 01.33.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her