Uenighed om fejemaskine endte i slagsmål med skuffejern

To mænd endte i slagsmål med et skuffejern, da de var uenige om en fejemaskine i Risskov ved Aarhus

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det var her på Vejlby Centervej i Aarhus de to mænd kom op at toppes. Foto: Google Street View

Et noget usædvanligt slagsmål fandt sted i Risskov ved Aarhus tirsdag eftermiddag. En 57-årig mand kom kørende med en fejemaskine på Vejlby Centervej, da han pludselig blev forstyrret i sit arbejde.

Bag fejemaskinen kørte nemlig en 68-årig mand, der op til flere gange dyttede af fejemaskinen foran ham. Manden blev ophidset, fordi han følte, at fejemaskinen unødigt spærrede vejen for ham. Det oplyser Østjyllands Politi.

Efter de adskillige dyt blev manden i fejemaskinen så tilpas sur, at han i protest standsede fejemaskinen midt på vejen. Det blev bilisten endnu mere provokeret af, så han valgte at hoppe ud af sin bil.

I kamp med skuffejern

Derefter eskalerer situationen, da bilisten begyndte at tage billeder af fejemaskinen med sin telefon.

- Bilisten er på det her tidspunkt så sur på fejemaskinen, at han vil tage billeder, så han kan indberette det til det firma, der har fejemaskinen, fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi.

For at undgå, at bilisten tog billeder, valgte føreren af fejemaskinen at hive telefonen ud af hånden på bilisten. Herefter smed han telefonen ind i en nærliggende busk. Så begyndte slagsmålet mellem de to mænd for alvor.

Mændene væltede rundt i midterrabatten, og undervejs i tumulten får den ene af mændene fat i et skuffejern fra fejemaskinen, som efterfølgende også bliver brugt i slåskampen.

- På det her tidspunkt er der nogle vidner, der opdager de to mænd i midterrabatten. De forsøger at få de to mænd vristet fra hinanden, fortæller Jakob Christiansen.

Efter noget tid lykkedes det vidnerne at skille de to mænd ad, og Østjyllands Politi dukkede op på stedet.

Herefter blev begge mænd sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

- De var stadig lidt ophidsede, da politiet nåede frem, men det hele forgik i ro og mag, og ingen af mændene kom alvorligt til skade, siger Jakob Christiansen.

De to mænd kan nu begge se frem til en bøde for deres optøjer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her