Vil som den første by indføre pant på kaffekopper
Aarhus er klar til at indføre et pantsystem på kaffekopper. 100 ud af 100 er med på idéen, mener ejer af kaffebar - så længe det er bekvemmeligt.
Det kan godt være, at kaffen ikke smager bedre, men måske samvittigheden gør, når din to-go-kaffe snart kan købes i en genbrugskop.
Ambitionen om, at kaffedrikkende aarhusianere kan købe kaffe skænket i en kop, der efterfølgende kan pantes, ser nu ud til at få vinger.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse, hvor de offentliggør et samarbejde med Tomra, der også leverer de tekniske løsninger til pantautomaten, som man kender den fra supermarkedet.
- Vi er begejstrede for at kunne udvikle og teste et pantsystem for takeaway-emballage i Aarhus, der kan facilitere overgangen fra engangs- til genbrugsemballage, siger Geir Sæther, der er underdirektør i Tomra.
Der er aftalt en tre-årig forsøgsperiode, hvor der bliver produceret 40.000 pantkopper og opsat mellem 25 og 30 pantautomater til kopperne i Aarhus. Hvor høj panten bliver, er endnu ikke fastsat.
- Aarhus skal turde gå forrest og teste nye, grønne løsninger. Vi er glade for at have fundet en samarbejdspartner, der deler vores ambitioner og visioner, og som vil investere i et system, som potentielt kan reducere vores forbrug af engangsemballage markant, siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).
Alle synes, det er en god idé
Ifølge kommunen har 50 kaffebarer, kulturinstitutioner og andre med kaffebrygning til fælles meldt sig interesserede i projektet.
Det gælder også Street Coffee, der med fire kaffebarer i Aarhus meget gerne deltager, fortæller medejer Michael Bønnelykke.
- Uden at det bliver for højtflyvende, er idéen om genbrugskopper helt i tråd med en idé, vi allerede selv bragte frem for nogle år siden, hvor vi introducerede et lignende koncept, vi kalder Street Swap. Vi havde ikke mulighed for at stille et retursystem op, så man skulle ind og aflevere den brugte kop hos os, og så vaskede vi den op, siger Michael Bønnelykke til TV2 Østjylland.
Fylder i skraldespandene
Aarhus Kommune vil være den første kommune i Danmark til at indføre genbrugskaffekopper, som indsamles og vaskes, så de kan bruges igen.
Ifølge Aarhus Kommune er omkring halvdelen af det affald, der bliver smidt i byens offentlige skraldespande, fra takeaway-emballage.
Især ølkrus og kaffekopper fylder i skraldet.
Dermed berører han også en udfordring ved idéen om genbrugskopper.
- Man er lidt udfordret af bekvemmelighed. Spørger du 100 kunder, synes 100 kunder det er en god idé, men i hverdagen, når du skal have kaffe, skal det også være til at håndtere, siger medejeren af de fire kaffebarer.
Dropper ikke papkopper
Han glæder sig derfor over et samarbejde på tværs af branchen, så "dem, som folk normalt kalder for konkurrenter, samarbejder".
Desuden er det vejen frem at finde alternative løsninger på brug-og-smid-ud-tanken.
- Tænker man sig om, går det ikke at smide relativt gode ressourcer ud efter 10 minutters brug.
Køerne er dog ikke så hellige, at de kan flyve, for selv om Street Coffee stadig holder fast i deres swap-idé, og nu også tilføjer genbrugskaffekopper i fællesskab med andre kaffehuse, kan man også fremover stadig købe kaffe i en engangskop.
- For vi bliver også nødt til at imødekomme markedet, og vi bliver ikke skralde-politimænd, men vi håber, at så mange som muligt vil tage imod idéen, siger Michael Bønnelykke.
Hvornår det bliver muligt at drikke en kop kaffe af en kop, en anden har pantet, ligger ikke helt fast, men det bliver formentlig i løbet af 2023, oplyser Aarhus Kommune.