Horsens-træner: Havde ingen nosser
Randers FC spillede den gule fare ud af banen i træningskamp. Bo Henriksen erkender styrkeforskellen
Der var ingen barmhjertighed, da 1. divisionsholdet fra AC Horsens mødte superliga-drenege fra Randers FC. Det gjorde de i dag, fredag, ved en træningskamp. En kamp som endte 5-0.
Og resultatet huer ikke just cheftræner i AC Horsens, Bo Henriksen, der er glad for, at duellen mellem de to østjyske hold var en træningskamp.
Læs også:
- De var langt bedre end os i dag, og det var meget tydeligt for enhver. Det tror jeg ikke, at man skal være professor for at finde ud af. Det er jo heldigvis en lærerig oplevelse. Vi får i hvert fald set, hvad vi ikke skal gøre, siger cheftræner Bo Henriksen og fortsætter:
- Frisparkene ligger måske på 18:3, hvor vi laver de tre. Og så vinder du ikke. Så hvis ikke der er den intensitet, tro og udstråling, at du vil vinde fodboldkampe, jamen så vinder du ikke, og det var vanvittigt tydeligt i dag, mener cheftræner Bo Henriksen.
Savnede gejst og vilje
Men træneren tror alligevel, at holdet bliver klar til forårssæsonen.
- Vi skal jo først være klar til den 20. marts, så det er ikke så afgørende. Det vigtigste for os i dag var jo selvfølgelig at få nogle kilometer i benene. Men derfor irriterer det jo stadigvæk at man bliver splittet ad på denne her måde, hvor vi ikke går nok til den, og hvor vi ikke viser, hvor dygtige vi i virkeligheden kan være og ikke mindst ikke leverer den arbejdsindsats vi skal, fortæller Bo Henriksen.
Cheftræneren savnede gejst og vilje hos sine spillere. For uden den, kan et hold fra 1. division ifølge ham aldrig slå et superligamandskab.
- Det er jo nogle af de ting, vi skal arbejde på, selvfølgelig. For det går jo ikke. Altså hvis vi skal vi skal vinde fodboldkampe, så skal vi da i det mindste vise, at vi har nogle nosser, og det havde vi ikke i dag, og det er lidt ærgerligt, lyder det fra Bo Henriksen.
I videoen øverst i artiklen kan du se hele interviewet med cheftræner Bo Henriksen, hvor du også kan høre, om AC Horsens kigger efter nye spillere til truppen.